Fremtiden for golfsportens udbrydertour, LIV Golf, kan blive en del klarere onsdag.

Her afholder LIV Golfs direktør, Scott O'Neil, nemlig pressemøde efter en turbulent periode, siden den saudiarabiske investeringsfond PIF i april annoncerede, at man fra 2027 ikke længere er investor.

Det har ført til stor uro, og senest har LIV Golf aflyst den planlagte holdfinale i næste uge. I stedet fungerer denne uges event i Indianapolis som både individuel afslutning og holdfinale.

Aflysningen er ingen overraskelse, efter at en håndfuld LIV Golf-profiler allerede i sidste uge tilmeldte sig DP World Tour-turneringen British Masters, som afvikles samme weekend som den nu aflyste holdfinale.

Ifølge det store medie Golf.com er der samtidig skåret yderligere i præmierne.

Allerede før sæsonen blev bonuspuljen for den individuelle titel skåret fra 30 til 10 millioner dollar, mens bonuspuljen for hold blev skåret fra 50 til 40 millioner dollar.

Men nu er yderligere 10 millioner dollar skåret af holdbonussen, skriver Golf.com. Samtidig er præmiepuljen for selve turneringen i Indianapolis faldet til 10 millioner dollar fra 20 millioner i alle sæsonens tidligere turneringer.

Derudover er LIV Golf bagud med betalingen af præmier til spillere fra tidligere turneringer, og touren er blevet ramt af sagsanlæg fra partnere for manglende betaling, skriver Sports Business Journal.

Ifølge Scott O'Neil har LIV Golf-sæsonen været utrolig. Flere rekorder er blevet slået, og "professionel golf står mere samlet end nogensinde", siden LIV Golf blev lanceret.

- Ved at afslutte sæsonen nu kan vi lægge alle vores ressourcer i det næste skridt og i at fastholde den operationelle disciplin, som denne overgang kræver, siger Scott O'Neil til LIV Golfs hjemmeside om den aflyste holdfinale.

Scott O'Neil og LIV Golf annoncerede tidligere i august, at man har sikret sig en aftale med en ny investor, men endnu er denne ikke præsenteret.

RITZAU