Trænere kårer assistkongen Simsir til forårets profil
Aral Simsir er af trænerne kåret til forårets profil i Superligaen. Viborgs Thomas Jørgensen bliver nummer to.

Aral Simsir er af trænerne kåret til forårets profil i Superligaen. Viborgs Thomas Jørgensen bliver nummer to.

FC Midtjyllands offensive profil Aral Simsir er kåret til forårets profil i Superligaen i Tipsbladets traditionsrige afstemning blandt ligaens trænere.
Simsir har fået 35 point ud af maksimalt 55 point, hvilket er 14 mere end nummer to, der blev Thomas Jørgensen fra Viborg.
Caleb Yirenkyi fra FC Nordsjælland og Gift Links fra AGF kom på de efterfølgende pladser med 20 point hver.
Trænerne stemmer på fem spillere og giver point fra fem og ned til et. Man kan ikke stemme på sine egne spillere, og dermed er 55 point det maksimale, der kan opnås.
- Trænerne har nok et lidt bedre syn på kampen, og hvordan spillerne er og spiller. Så at blive anerkendt af dem, det er virkelig, virkelig fedt. Det er altid lækkert, at blive anerkendt - især af modstandernes trænere eller spillere, siger Simsir til Tipsbladet.
I efteråret var det Simsirs holdkammerat Franculino, der løb med hæderen.
Men i foråret har angriberen fra Guinea-Bissau været ramt af skader, og i hans fravær har Simsir altså virkelig steppet op og været en konstant trussel.
Det er særligt blevet til mange oplæg fra Simsirs fod. 15 gange har kantspilleren assisteret en holdkammerats scoring, mens det også er blevet til 9 scoringer i sæsonen.
- Han er evigt udfordrende og er afgørende med assister og mål. Det er en spiller, som modstanderne altid skal forholde sig til, lyder begrundelsen fra AGF-træner Jakob Poulsen, der selv gav Simsir fem point, til Tipsbladet.
/ritzau/