Tourens tophold ransaget

Busser og følgebiler fra Rabobank, Astana, Discovery Channel og Team CSC blev i går ransaget af de franske myndigheder.

Franske toldere overraskede i går under 15. etape fire af de absolutte topmandskaber i Tour de France.

På hovedvej A64 tæt ved den spanske grænse stod myndighederne nemlig klar til at ransage busser og følgebiler fra Rabobank, Astana, Discovery Channel og Team CSC på vej mod målbyen Le Louron, beretter flere nyhedsbureauer.

Flere af holdene kaldte efterfølgende hændelsen for ren rutine, og umiddelbart er der ingen oplysninger om, at tolderne tog noget med sig igen fra busserne.

»Vi blev stoppet til rutinetjek af toldmyndighederne ude på motorvej A64, men de var høflige og venlige, og det tog kun omkring 10 minutter,« siger Team CSCs pressechef Brian Nygaard til Ritzaus Bureau.

Også Corinne Druey, talskvinde fra Astana-mandskabet, bekræfter besøget af myndighederne.

»De har gennemsøgt hele bussen, de har gennemsøgt rytternes personlige effekter. De har fundet noget lovligt, lægeordineret medicin, men de har ikke taget noget med fra bussen,« siger hun.

I går aftes var det fortsat uklart, hvorfor netop de fire hold var genstand for undersøgelsen.