3.480 kilometer fordelt på 21 etaper. 176 ryttere i et felt med ni danskere til start og Jakob Fuglsang i en favoritrolle.
Så er scenen sat så skarpt som muligt til Tour de France 2019.
Her fra bjerget bliver det med analyser, anekdoter, historik og helikopterperspektiv på løbet. Helt frem til og med champagnegaloppen på Champs-Elysées 28. juli.
Skal det lykkes en 34-årig dansker med sen zenith i karrieren at nå podiet i Paris? Hvad kan det rekordstore opbud af danske ryttere udrette i et løb med så mange bundne opgave og dagsordener? Og hvem vinder i det hele taget et løb, der er udråbt til at være det mest åbne og uforudsigelige i mange år?
Om tre uger og en sjat vil vi være meget klogere. Måske også en illusion eller to fattigere.
»Merckxissimo«
Tour de France er også historien om en gammel elskerinde, smuk, fortryllende og fatalt fascinerende på afstand. Men hvor romantikken kan virke anløben, og den gode stemning altid truer med at kamme over i knirkende rutiner og kedsomhed efter bare få dage. Det er gammel kærlighed, der lover mere, end den kan indfri, fordi den beror på lige dele nostalgisk og sentimental forblændelse.
Det var selvsagt helt anderledes i de gode gamle dage. Eller var det? 1969 var på mange måder et stort år i løbets lange og kringlede historie. Også i verdenshistorien var der noget at komme efter. Amerikanerne var i fuld færd med at forberede Apollo 11 til den første bemandede månelanding. Det var en verden i venten.
Merckx vandt seks etaper på vej mod Tour-sejren og løbets tre trøjer. Den 214 kilometer lange bjergetape fra Louchon til Mourenx er blevet stående som essensen af »Merckxissimo«, fordi han iført den gule trøje distancerede sine rivaler med mere end syv minutter. Drivkraften var mere stolthed end egentlig nødvendighed, eftersom Merckx havde et solidt greb om løbet. Men sejren skulle ikke på nogen måde betvivles. Det var et fuldbragt mesterstykke.
»Merckx kan nu lægge sig til at sove i den purpurfarvede krykke, hvor de levende guder fødes,« skrev den franske forfatter Antoine Blondin henført.
Et vidnesbyrd om menneskets stræben
Sådan var tiden også i 1969. Hvad Merckx udførte kunne ikke bare isoleres til en sportslig bedrift; det var et vidnesbyrd om, hvad mennesket på toppen af sin stræbsomhed, urkraft og atletiske evolution kunne fremelske.
Der var en slags poetisk forbindelse til den teknologiske triumf, det var at se Neil Armstrong sætte fod på månen samme døgn, som Merckx blev fejret som vinder 20. juli. Mennesket havde vist, at den eventyrlystne pionerånd, der oprindeligt fik hjulene til at rulle i Tour de France ved århundredets begyndelse, nu var i stand til at række ud mod stjernerne. Et gigantisk skridt for menneskeheden. Også der.
Tour-societetet fejrede behørigt Eddy Merckx på scenen under holdpræsentationen i hjembyen Bruxelles torsdag. Nu 74 år gammel. Ikke længere halvt menneske, halvt cykel, som han blev kaldt. Og langt fra den Elvis-lignende cykelgud med tusindmileblikket dengang i 1969. Men sådan er livet også. Og Tour de France. Den minder os om det, der var. Og det, der skal forgå. Mens hjulene ruller.
