Tour-vinders hold ramt af corona: Trentin er ude før start

Tour de France-vinderen Tadej Pogacar må undvære sin italienske holdkammerat Matteo Trentin.

Matteo Trentin (til højre) fra UAE kommer ikke med i Tour de France grundet en positiv coronatest. Jasper Jacobs/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den italienske cykelrytter Matteo Trentin (UAE Emirates) er testet positiv for corona og er dermed ude af Tour de France, som begynder fredag i København.

Det oplyser hans hold i en pressemeddelelse.

32-årige Trentin er holdkammerat med Tadej Pogacar, der har vundet det franske etapeløb de seneste to år.

Trentin har tidligere blandt andet vundet tre etaper i Tour de France, fire etaper i Vuelta a España og en enkelt etape i Giro d'Italia. Han blev også europamester i 2018.

Italieneren er den anden rytter, som misser Tour-starten på grund af corona. Tirsdag kom det frem, at Quick-Steps belgiske rytter Tim Declercq er testet positiv.

Schweizeren Marc Hirschi erstatter Trentin på UAE Emirates-holdet, der også tæller danske Mikkel Bjerg.

Tidligere onsdag blev Jonas Vingegaards hold, Jumbo-Visma, ramt af corona.

Det var Merijn Zeeman, som er sportsdirektør på cykelholdet, der afleverede en positiv test, inden han var kommet til København. Foruden Vingegaard tæller Jumbo-Visma prominente navne som Primoz Roglic og Wout van Aert.

Zeeman skrev på Twitter, at han er smittet med corona, og at han derfor holder sig væk fra rytterne. Han håber på at kunne slutte sig til holdet hurtigt.

Roglic og Vingegaard er blandt favoritterne til det samlede klassement, og Jumbo-Visma er vurderet til at være et af de stærkeste hold i feltet.

Flere ryttere og hold har onsdag løbende offentliggjort en del negative testresultater, og det er der en naturlig årsag til.

Der er nemlig en regel om, at alle 176 Tour-ryttere skal fremvise en negativ coronatest, to dage før løbet starter.

Det betyder, at alle rytterne og personer omkring holdene skal testes med en hurtigtest onsdag.

Desuden skal alle rytterne testes på de to hviledage under Tour de France.

/ritzau/