Tour-præsident: Rasmussen fortjener ikke trøjen

Tour de France-præsidenten, Patrice Clerc, retter et alvorligt verbalt angreb mod danske Michael Rasmussen, som efter Clercs mening ikke er et forbillede.

Tour de France-chefen angiber Michael Rasmussen. Foto: Franck Fife / AFP Fold sammen
Læs mere

Michael Rasmussens navn er ikke værdigt til at blive sat i forbindelse med Tour de Frances gule førertrøje. Det mener præsidenten for løbet, Patrice Clerc.

- Jeg mener, at Michael Rasmussen ikke er et forbillede. Jeg mener ikke, at han fortjener at føre løbet, siger Patrice Clerc til B.T.

Tour-præsidenten er rasende over historierne om Michael Rasmussens fire advarsler fra den Internationale Cykelunion, UCI, og Anti Doping Danmark, blandt andet for at have opholdt sig 22 dage i Mexico i juni uden dopingkontrollanternes vidende.

Hertil kommer sagen om den tidligere mountainbike-rytter Whitney Richards, som hævder, at Rasmussen forsøgte at få ham til at smugle et bloderstatningsprodukt til Italien.

Sagen skader efter Patrice Clercs mening Tour'en så meget, at han gerne så en anden mand iført den gule førertrøje.

- Jeg fortryder, at han (Michael Rasmussen, red.) er her, efter at han har fået en advarsel fra UCI. Selvfølgelig gør jeg det, siger Patrice Clerc.

/ritzau/