Tour-favoritterne holdt i skak i tålmodighedens prøve

Jakob Fuglsang fordrev skræmmescenariet fra 2017 og klarede det første møde med bjergene, da en italiensk yngling flåede den gule trøje af Julian Alaphilippe.

Belgiske Dylan Teuns (højre) vandt dagens etape, mens italienske Guilio Ciccione måtte give fortabt kort før målstregen. Italieneren kunne dog glæde sig over at han overtog løbets gule førertrøje. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

Frygt kan æde sjæle op.

Det er indtrykket, man sidder tilbage med efter første clinch mellem favoritterne til at vinde årets Tour de France, da Trek-Segafredos italienske spirrevip, Giulio Ciccone, erobrede den gule trøje efter at være kommet alene til mål med etapevinder Dylan Teuns.

Hvis Jakob Fuglsang inden det afsluttende mælkesyrebad mod den grusvejbelagte top på La Planche de Belles Filles, havde haft hovedbrud og mavemylder, er det forståeligt.

I 2017 var det netop på bjerget i Vogeserne, den 34-årige dansker fik en besk smag af nedtur i munden med et tidstab på et minut, dehydreret og udtømt efter en skoldhed dag i sadlen.

To år efter blev gensynet med stigningen en opmuntring for Jakob Fuglsang, der kørte ind i top 10 og efter etapen ligger nummer 11 sammenlagt med fuldt blus på forhåbningerne om en topplacering.

Det er den slags mental afstivning, det er godt at se fremad i løbet med.

Især med tanke på, hvordan en forhåndsfavorit som Romain Bardet sad sammensunken på en campingstol med en soigneur fra AG2R-holdet til at bappe moralen op fra slap. Eller hvordan store navne som Jumbo-Visma-kaptajn Steven Kruijswijk sammen med den ellers altid agile Adam Yates zigzaggede over stregen umiddelbart efter Team Ineos’ colombianske komet, Egan Bernal, og hans erfarne landsmand Rigoberto Uran.

Overordnet set var det en skuffende etape. Med meget henholdende kørsel, defensivt og uden lyst til at tage initiativ. Selv QuickStep, der havde en gul trøje at forsvare, var alt for længe om at reagere på faresignalerne fra det udbrud, hvor Giulio Ciccone endte med at gå i gult.

Det ventede tryk fra Team Ineos i forfølgelsen af en flok skarpe udbrydere, der havde etapevinder Teuns og den nye mand i gult i flokken, materialiserede sig aldrig. Det britiske superhold agerede defensivt og sært flegmatisk.

Det var måske i pragmatisk erkendelse af, at det ellers så intimiderende kollektiv aktuelt ikke har bredden og dybden til at stå distancen.

I stedet måtte Movistar anført af verdensmester Alejandro Valverde tage affære mod toppen af Col de Chevréres knap 20 km fra mål.

Det var der mening med, da holdets baskiske guerilla-aggressor, Mikel Landa, åbnede slaget mellem favoritterne.

På det tidspunkt resterede der blot tre km. Landas hug i meget tungt gear, stående med hænderne i hornene Pantani-style er altid eksekveret med nærmest stædig trods. Men der fulgte ikke nogen slutseddel med og resten af vejen udviklede sig reelt til et opslidningsridt. På tocifrede stigningsprocenter og et afsluttende grusstykke, hvor det mest af alt handlede om ikke at miste momentum, når dækkene slap taget på rullestenene.

Hvis Jakob Fuglsangs skadede ben bestod prøven, var der andre i favorit-klanen, som må havde fået stof til eftertanke den næste uge. Inden bjergene igen tårner sig op.

Team Ineos, vinder med tre forskellige ryttere og seks gange i alt siden 2012, har måske fået en foreløbig afklaring på kaptajnrollen i den forsvarende Tour-vinder Geraint Thomas’ favør, men også sået tvivl om holdets styrke.

Movistar ligner med Alejandro Valverde, Nairo Quintana og Mikel Landa igen et trehovedet bæst, der kan risikere at miste orienteringen taktisk.

Succesmandskabet Jumbo-Visma skal efter hvedebrødsdagene i gult til Mike Teunissen sætte lid til, at kaptajn Steven Kruijswijks motor kommer i fulde omdrejning i Pyrenæerne. Det samme vil være læringen fra 6. etape hos Mitchelton-Scott og Adam Yates.

Og hvad med den franske musketer, Thibaut Pinot? Han var god uden at være overvældende fyrig på dén stigning, der igennem måneder ellers er blevet terpet meter for meter.

Sådan er billedet. En anelse uskarpt og taget på skælvende ben for de fleste. Med et bjerg af uindfriede forventninger, der stadig venter på at blive pakket ud.