Tour de France mellem eventyr og rå realisme

De seneste 20 år i verdens største cykelløb er også historien om en sport på udkig efter eget værd. Mellem iskold kynisme og blændende skønhed.

03SPOEgan-Bernal-girlfriend.jpg
Årets Tour de France-vinder med ryggen til, Egan Bernal, har kort efter løbets afslutning i Paris netop hilst på sin 14-årige lillebror, Ronald (tv.), inden kæresten Xiomy Guerrero uddeler kys og kram. Fold sammen
Læs mere
Foto: Guillaume Horcajuelo/EPA/Ritzau Scanpix

I dag er det fem dage siden en af de fineste årgange af Tour de France sluttede med den traditionelle bunkegalop på Champs-Élysées.

Vi fik en af de yngste vindere i løbets historie med 22-årige Egan Bernal, som så også blev den første colombianske sejrherre.

Det lyder som begyndelsen på et eventyr, ikke sandt?

Rørende var det i hvert fald at se, hvordan Egan Bernal med en blanding af svedige håndtegn, kindkys og korsets tegn hilste på sin betuttede 14-årige lillebror, Ronald, inden det blev kæresten Xiomys tur.

Den er den type fortællinger, som stikker af viralt og får de sociale medier til at gløde; der er hjerte og følelser til overflod.

Ja, der er sågar dét hjørne af historien, at det var Egan Bernals landsmand og rival, den ti år ældre Rigoberto Uran, som tog initiativ og af egen lomme fik sørget for at få fløjet lillebror over som en overraskelse for den nykårede Tour-vinder.

2019-årgangen af Tour de France blev på mange måder mindeværdig. Allerede inden løbet nåede til slutdestination Paris, blev der forsøgt sat kvalitetsstempel på.

Var det på niveau med 2003 – året, da tronstolen for første (og eneste) gang vaklede under Lance Armstrong, da en toptrimmet Jan Ullrich gav den almægtige amerikaner kamp til stregen? Hvor løbet i det hele taget slog vanvidsfremkaldende kolbøtter og gav publikum drabelige opgør i bjergene med baskeren Iban Mayos hidsige flugt mod toppen af Alpe d’Huez.

Eller var 2019 Tour-årgangen ligefrem på niveau med 1989, der sluttede med Laurent Fignons tabsmargin på otte sekunder til Greg Lemond. Efter et løb, hvor de to hovedfigurer skiftedes til at flå den gule førertrøje af hinanden løbet igennem?

Sikkert er det, at løbet i år leverede drama og underholdning for alle mønterne. Samtidig med at nye ansigter i persongalleriet for alvor trådte i karakter.

Det bliver spændende at se, om Thibaut Pinot finder tilbage til den bedste version af sig selv? Pinot var – skal vi huske – den eneste, der kunne sætte Egan Bernal mat i Alperne, og det var hjerteskærende, da den 29-årige franskmand med det elegante dansende tråd måtte forlade sit livs Tour med en muskelskade.

Bag kulissen viste dokumentaren »Avec Thibaut« fra fransk TV 2 i forgangne uge, hvordan Tour de France også var en svimlende rutsjebanetur. Fuld af eufori, frustration, triumf – og til slut lysten til det definitive tæppefald, fordi fysikken og skæbnen igen viste sig fra sin mest lunefuldt forræderiske side.

Det var selvklart også en af løbets store historier, at Julian Alaphilippe ikke bare erobrede den gule førertrøje, men holdt sig i den i 14 dage.

Løbets mest angrebssultne rytter blev en oplevelse i, hvordan man udnytter terrænet til at vinde tid ved at overrumple modstanderne. Som da Alaphilippe førte an i det sidevindskup, der kostede flere af rivalerne et stort tidstab i Massif Central.

Han gav et eksempel på, hvordan den gule trøje både kan give tryllestøvsvinger og anspore til at afsøge grænserne for egen formåen, som da den franske billetsælger vandt enkeltstarten i Pau. For siden at forsvare sit forspring til konkurrenterne med et opbud af viljestyrke, man som seer næsten synes at kunne tanke forhåbning og atomdreven energi på.

Set med danske briller blev Jakob Fuglsangs Tour de France endnu en lidelseshistorie. Fuld af både berettiget og frejdig optimisme inden løbet for så endnu en gang at ende i et af de styrt, der har forfulgt Fuglsang i Tour de France som et nærmest perverteret, skæbnetynget åg. Også den efterhånden 34-årige klassementsrytters take på karrierens videre forløb bliver en ledetråd i den dramaturgiske opbygning mod næste års Tour de France.

Koger man Tour de France 2019 ind til en bouillonterning, var det langt hen ad vejen fra Bruxelles til Paris lidt af et eventyr. Med et anstrøg af brødrene Grimms grumme side, da vejrgudernes vrede blev vakt i Alperne, og det apokalyptiske jordskred maste sig vej mod bunden af Cormet de Roselend for at afbryde den måske mest episke og altafgørende etape og forkorte det sidste kapitel i bjergene til en pauver pixibog.

Professionelt kan Tour de France være en voldsom størrelse at bakse med.

For 20 år siden debuterede jeg som reporter for Berlingske i dét, der også skulle blive indledningen til Lance Armstrongs syv år lange regime.

Det var året efter Festina-skandalen, og Tour de France lignede som sportsbegivenhed noget, der kunne implodere under vægten af dopingsøle, politirazziaer og moralsk opgør med et biokemisk våbenkapløb, der havde accelereret op igennem 1990erne.

Aldrig har man måske set et skarpere modsætningsforhold mellem fornuft og følelse. På den ene side herskede den sunde skepsis over at se en kræftoverlever genopstå i den mest trimmede og uovervindelige skikkelse. Dominerende, både fysisk og psykologisk. Væbnet med en kynisme, der ikke så sig for god til at mobbe enhver, både rytterkolleger og journalister, som vovede at prikke til Hollywood-historien om, at viljen kan flytte både bjerge og cancer.

I en sport, som mere end nogen har plads til romantik og de allegoriske tolkninger af dét, vi ser, har der været dømt frontalsammenstød i mange år: Skal vi vælge eventyret i alle dets farver eller den indgroede skepsis, der næres på nettet af konspirationsteoretikere med sølvpapirshatte i overstørrelse?

Lance Armstrongs fald har sammen med serielle bekendelser – ikke mindst fra mange danske eksryttere – kastet lange skygger ind over cykelsporten gennem det meste af dette årtusind. Men man fornemmer samtidig, at pendulet svinger. Troværdighed er nu noget, vi vælger efter behag og temperament.

Skepsis tynget af historiens erfaring er godt, men kun i beherskede doser.

Krav om dokumentation og objektivitet hensætter vi et andet sted. Politik, business og den slags.

I cykelsporten ruller hjulene lystigt. Ikke som om intet var hændt. Men som om vi er videre. Så langt, så godt.