Tour-chef raser over Rasmussen-sag

Tour de France-chefen, Christian Prudhomme, er rasende på UCI over, at Michael Rasmussens udelukkelse fra det danske cykellandshold kommer midt under Touren.

Sagen om Michael Rasmussens udelukkelse fra det danske cykellandshold har skabt en mindre diplomatisk krise mellem Det Internationale Cykelforbund (UCI) og chefen for Tour de France, Christian Prudhomme.

Torsdag aften ringede en rasende Prudhomme til UCI's præsident, Pat McQuaid, med antydninger om, at UCI skulle være ude på at ødelægge Tour de France. Tour-chefen er sur over, at sagen om Michael Rasmussen er dukket op midt under det store etapeløb.

- Prudhomme ringede til mig og var rasende og ville ikke lade mig tale. Han spurgte: "Er du ude på at dræbe Tour de France, forklarer Pat McQuaid, der nu forlanger en undskyldning af Tour-chefen, der tidligere har sendt en lignende svada mod Danmarks Cykle Union (DCU) i sagen om Rasmussen.

/ritzau/