En storklub i frit fald.
Sådan rammer beskrivelsen ganske præcist på Tottenham, der med ni kampe tilbage af Premier League må se nedrykningsspøgelset i øjnene.
Med et point til nedrykningsstregen kunne kriseramte Tottenham torsdag skabe tiltrængt luft til stregen. Missionen hjemme mod Crystal Palace kiksede dog igen.
Klubben fik forsvarsprofilen Micky van de Ven udvist og var bagud 1-3 efter første halvleg. Allerede her forlod tusindvis af fans det nordlige London, og Tottenham endte med at tabe kampen med samme cifre.
- Nederlaget til Crystal Palace var et lavpunkt for Tottenham. Holdet kollapsede, og det er bekymrende, når klubben allerede har lavet ændringer på trænerposten, siger fodboldekspert på Viaplay Francis Dickoh.
- Man kan frygte, at Tottenham ikke har ramt bunden endnu, når det her nedrykningsspøgelse lurer. Tottenham er i overhængende fare for at rykke ned, siger han.
Danske Thomas Frank blev fyret 11. februar efter bare otte måneder som cheftræner.
Fyringen har ikke skabt en reaktion i positiv forstand. Igor Tudor overtog roret, men kroaten har tabt sine første tre kampe.
Dermed har Tottenham åbnet 2026 med 11 ligakampe i træk uden sejr. Det er klubbens længste stime i et kalenderår siden 1935.
De forsvarende Europa League-vindere har i den periode hentet sølle fire point, hvilket er dårligst af alle klubber i Premier League. Det efterlader selvsagt Tottenham med kniven for struben i en brutal bundstrid.
Bare et enkelt point er der ned til West Ham under nedrykningsstregen. Det er tilmed et West Ham-mandskab, der har fundet momentum og har hentet 14 point i otte kampe.
Nottingham Forest ligger også et point bag Tottenham, men fik et point ude mod Manchester City i midtugen.
- Klubberne omkring Tottenham virker til at have selvtillid. Og i selve spillet ligner det, at de andre hold dør med støvlerne på og er kompetitive. Der er Tottenham et andet sted lige nu, siger Francis Dickoh.
Tottenham-angriberen Dominic Solanke fastslår, at klubben i den nuværende krise ikke kan komme med undskyldninger.
- Vi er nødt til at indse, hvilken situation vi befinder os i. Vi ved, at klubben ikke er vant til at være i denne situation, så vi er nødt til at forstå den og indse, at det ikke bliver let, siger Solanke til BBC.
Tottenham har tabt fem ligakampe i træk for første gang siden 2004. Men jagten på vitale point for at afværge fiaskoen bliver vanskelig.
Næste opgave i Premier League er en udekamp mod Liverpool. På hver side af den kamp venter Atlético Madrid over to kampe i Champions Leagues ottendedelsfinaler.
/ritzau/
