Tottenham tilbage på sporet

Tottenham slog klart oprykkerne fra Derby 4-0 og fik rettet lidt op på en dårlig start i Premier League. Bolton halter stadig efter.

Tottenham har fået en elendig start på sæsonen med to nederlag, men lørdag var London-holdet flyvende i 4-0-sejren over Derby. Oprykkerne fik stort set ikke et ben til jorden i første halvleg, hvor Steed Malbranque nettede to gange i de første seks minutter, inden Jermaine Jenas gjorde det til 3-0. Nyindkøbte Darren Bent cementerede sejren, der letter presset en anelse på Martin Jol i Tottenhams trænersæde.

Anderledes står det til i Bolton, hvor Sammy Lee fik sit tredje nederlag på stribe i sin første sæson som Bolton-træner. Anelka bragte ellers Bolton foran ude mod Portsmouth, men Kanu, John Utaka og Matthew Taylor sørgede for en 3-1-sejr til Portsmouth.

West Ham fik sæsonens første sejr, da Mark Noble scorede fra straffesparkpletten og sikrede Hammers en 1-0-sejr ude mod Birmingham. Både Everton og Sunderland fik til gengæld jordforbindelsen igen, da de tabte ude til henholdsvis Reading og Wigan.

/ritzau/