Den kriseramte storklub Tottenham bliver svækket, mens Premier League-sæsonen går ind i sine afgørende uger.

Søndagens bundbrag mod Nottingham Forest bliver målmand Guglielmo Vicarios sidste i et stykke tid.

Derefter skal den 29-årige italiener opereres for brok og kan være ukampdygtig i op mod en måned, skriver klubben på sin hjemmeside.

- Det mindre indgreb er timet, så det får så minimal betydning som muligt, lyder det.

Efter denne weekend venter to ugers landsholdspause. Operationen betyder, at Vicario ikke er udtaget til det italienske landshold, der torsdag spiller VM-playoff mod Nordirland.

Hvis klubbens forudsigelse om en måneds pause holder stik, går han glip af to vigtige opgør i Premier League. Først udekampen i Sunderland 12. april og dernæst mødet med Brighton hjemme i London seks dage senere.

Vicarios pause betyder formentlig, at reservekeeper Antonín Kinsky får mulighed for oprejsning.

Tjekken var tidligere på måneden i startopstillingen til udekampen mod Atlético Madrid i Champions League, men blev ganske usædvanligt skiftet ud efter blot 17 minutter efter at have begået flere alvorlige fejl.

Tottenham har ikke vundet i den hjemlige liga siden 28. december og er i akut nedrykningsfare.

Med 30 point er man kun et point foran West Ham, der ligger under nedrykningsstregen med otte kampe tilbage.

/ritzau/