Topseedet tysker slår franskmand i lang nattedyst ved US Open
Alexander Zverev måtte slide i over fire timer for at slå undertippet franskmand efter fem sæt i US Open.

Alexander Zverev måtte slide i over fire timer for at slå undertippet franskmand efter fem sæt i US Open.

Topseedede Alexander Zverev er klar til tredje runde i grand slam-turneringen US Open, men den tyske favorit måtte finde sin bedste side frem for at avancere fra anden runde fredag morgen dansk tid.
Den 29-årige franskmand Quentin Halys, der er nummer 52 i verden, viste sig særdeles modstandsdygtig og tvang den tætte og opslidende duel ud i fem sæt. Derfor sluttede opgøret først kvart over to om natten i New York.
Der skulle 4 timer og 33 minutters tennis til, før Zverev kunne lade sig hylde som vinder med sejrscifrene 6-4, 4-6, 7-6, 6-7, 6-3.
- Min præstation var noget lort, for at være ærlig, men jeg vandt, siger Zverev i sejrsinterviewet på banen og bemærker kampens spøjse spilletidspunkt.
Også i tyskerens kamp i første runde måtte han ud i fem sæt for at avancere trods en klar favoritrolle.
- Det er derfor, jeg går i træningscenteret og træner hårdt. Det er for at kunne vinde, når jeg ikke spiller op til mit bedste. Jeg håber virkelig, at jeg kommer til at spille bedre. Det er fedt at være topseedet, men det nytter jo ikke, at jeg er i fare for at tabe hver gang, siger Zverev med et grin.
I tredje runde skal tyskeren nu møde chileneren Alejandro Tabilo, der er nummer 25 i verden.
Trods udfordringer slap Zverev nådigt i modsætning til den sjetteseedede Alex de Minaur, der overraskende er færdig ved US Open.
Han blev fejet af banen i mødet med hollænderen Botic van de Zandschulp. Verdens nummer 70 vandt i tre sæt.
I damesingle var de største favoritter i fuld kontrol, da de spillede sig videre til tredje runde i New York.
Både fjerdeseedede Coco Gauff og andenseedede Elena Rybakina avancerede efter sejre i to sæt.
RITZAU