Topscorer Arnoldsen: Marginalerne fik os i Final 4
Den samlede sejr lød på et enkelt mål, da Aalborg Håndbold slog Sporting CP i Champions League.

Den samlede sejr lød på et enkelt mål, da Aalborg Håndbold slog Sporting CP i Champions League.

Efter 120 minutters håndbold fordelt på to kampe var Aalborg Håndbold ét mål bedre end portugisiske Sporting CP i Champions League-kvartfinalen.
Dermed er de danske mestre for tredje gang nogensinde klar til Final 4-stævnet i Köln i Europas mest prestigefyldte klubturnering.
Landsholdsspiller Thomas Arnoldsen storspillede for Aalborg i onsdagens returkamp, som blev vundet 37-36. Han scorede ti mål, men fornemmede, at kampen let kunne være tippet den anden vej.
- Vi har haft et rigtig godt gruppespil og to virkelig intense kampe mod Sporting, og nu er det måske marginalerne, der gør, at vi går videre. Det er vi rigtig glade for, siger Arnoldsen til TV 2 Sport.
Efter at have haltet et mål eller to efter i det meste af første halvleg kunne nordjyderne alligevel gå til pause i Gigantium med en føring på 18-17.
Føringen blev også udbygget med et par mål i anden halvleg, men det endte med en dramatisk afslutning, hvor danskerne var ved at smide en ellers komfortabel føring.
- Da Niklas (Landin, red.) lavede en redning med to minutter igen, og vi førte med tre, der tænkte jeg, at den var afgjort, lyder det fra playmaker Arnoldsen.
- Men Sporting var gode til at gå frem og fik stresset det hele, så vi lavede nogle fejl. Vi havde heldigvis det lille forspring, så vi alligevel trak det længste strå.
Der spilles CL-semifinaler i Köln 13. juni, mens finale og bronzekamp afvikles 14. juni.
Aalborg har været i Final 4 i 2021 og 2024. I sidstnævnte nåede man finalen, som blev tabt til FC Barcelona.
Den spanske gigant med Emil Nielsen i målet er også med i Final 4 i år. Det samme er Mathias Gidsel og Lasse Anderssons Füchse Berlin.
Pick Szeged eller de forsvarende CL-mestre Magdeburg, der har Magnus Saugstrup på holdet, bliver det fjerde og sidste hold.
/ritzau/