Tonje i tiden efter

Det går rigtig godt, men den dobbelte OL-guldvinder Tonje Kjærgaard var faktisk meget i tvivl om, hvorvidt hun, som hun udtrykker det, kunne leve et normalt liv. Efter det var slut med håndbold på topplan.

29-årige Tonje Kjærgaard er langt fra for gammel til tophåndbold, men har alligevel valgt at stå af elitesportsræset. Hun bruger nu sin tid på sit speciale i molekylær biologi på Århus Universitet. Og på golf. <br>Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Medaljens bagside.

Et godt udtryk. Noget trivielt, rimeligt slidt, gammelt og lidt for ofte brugt. Men godt. Enhver, der blot har været i nærheden af noget, der kunne minde om berømmelse, kender det.

Folk, der af forskellige grunde prøver at snige sig ind på den kendte. Vil for alt i verden vække vedkommendes opmærksomhed. Klappe lidt på ryggen, oftest lidt mere. For at sige det ligeud: Snylteren, der udnytter.

I Tonje Kjærgaards tilfælde begyndte det i august 1999, hvor håndboldstjernen modtog et ikke helt almindeligt brev fra en begejstret fan.

Det ødelægger ikke historien at afsløre, at det endte i noget nær et mareridt, da en godtroende stregspiller med hjertet på rette sted - på toppen af sin karriere, med udsigt til OL-guld i Sydney - involverede sig i, hvad hun troede var en dødsmærket teenagepiges liv.

Det viste sig at være løgn og bedrag alt sammen, og i afsløringens øjeblik truede den unge pige med at begå selvmord, hvilket var årsagen til, at Tonje Kjærgaard aldrig fik det landsholdsfarvel på dansk jord som hun havde set frem til.

Historien om »hackeren« - som Tonje Kjærgaard kalder lystløgneren - fortælles for første gang i bogen »På Stregen«, der udkommer i morgen. Historien om en af tidernes største danske håndboldspilleres karriere.

Naturligvis er fortællingen om »hackeren« i sig selv ikke hele historien om en pige, der med to OL-guldmedaljer blev et nationalt klenodie. Naturligvis er den heller ikke hele historien om en glad pige fra Silkeborg, der i årevis befandt sig i damehåndboldens absolutte verdenselite. Naturligvis ikke den vigtigste hændelse i en glad piges liv.

Men historien er alligevel et væsentligt kapitel i livet. Tonjes møde med den barske virkelighed, så at sige.

Tonje troede på C, som »hackeren« kaldes i journalisten Hans Krabbes bog. Prøvede efter bedste evne at hjælpe en pige, der angiveligt kun havde få år tilbage at leve i.

Men bedraget afsløres den 20. august 2000.

Dagen hvor det danske kvindelandshold møder ærkerivalen Norge i den sidste kamp inden OL i Sydney. Tonje Kjærgaard er landsholdets anfører og i virkeligheden den eneste stregspiller, der er til rådighed denne dag.

Det ligner dansk fiasko og et rigtig dårligt olympisk udgangspunkt, hvis hun ikke stiller op, men hun er bedøvende ligeglad. Der er vigtigere ting i livet. Så med kort varsel melder hun fra af »personlige årsager«. De udsendte reportere får en sludder for en sladder og gør ikke mere ud af historien.

Imens sidder en deprimeret Kjærgaard sammen med sin far, mor og kæreste på et kontor i Aalborg Hallen. De får hjælp af den norske landsholdsspiller Kjersti Grini, da C har stedfæstet sit personlige gerningssted til et hotel nær Holmenkollen i Oslo.

Det er her, hun vil begå selvmord. Men også det er løgn, ligesom sygdommen var det. C er i god behold og ikke i nærheden af at tænke på at forlade denne verden. Dagen efter henter »hackeren«s far, som hun i øvrigt også har løjet død, C hjem fra Norge. Tonje hører aldrig mere fra hende.

»Ja, det er vel nok det værste, jeg har været ude for i et ellers godt liv fyldt med succes,« siger Tonje K., der er blevet 29 år, da hun denne onsdag eftermiddag smilende tager imod på Århus Universitet.

Nærmere betegnet på anden sal i Bartholin bygningen, hvor hun langt væk fra fanatisk tilbedelse og larmende stemning er i gang med sit speciale i molekylær biologi.

»Det har taget et par år ekstra, da jeg jo også lige skulle passe håndbolden,« forklarer hun nærmest undskyldende.

Tonje Kjærgaard sluttede håndboldkarrieren for ikke så længe siden - under stor festivitas og med mange tårer. Det obligate åbningsspørgsmål lyder i al sin banalitet, hvordan hun klarer sig uden håndbold?

»Jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg har været bedre til at stoppe end jeg forventede. Den sidste kamp var meget følelsesladet. Jeg kom i tvivl om, hvorvidt jeg kunne leve, hvad jeg vil kalde, et normalt liv, men nu har jeg fået bekræftet, at det var det rigtige tidspunkt at sige stop.

Jeg følger stadig med i klubben (Ikast-Bording, red.). Det er sjovt at se en kamp og så kunne gå hjem. Man kan sige, jeg nyder at have fritid og frihed,« lyder det fra en spiller, der aldrig blev kendt som den store træningsnarkoman og er et udpræget B-menneske.Du var med til at vinde OL-guld i Atlanta og Sydney. Hvordan var det at sidde og se på, hvad vi i disse spalter døbte »Dream Team III« i aktion i Athen?

»Fascinerende og anderledes. Ret fantastisk. Jeg levede med herhjemmefra og fik også set meget mere, end da jeg levede i en håndboldverden. Også af andre sportsgrene.«Nu da du har fået tingene lidt på afstand. Har du et bidrag til den evige diskussion om mændene kontra damehåndbold?

»Herrehåndbold er meget fysisk betonet, og rent teknisk er det vildt fascinerende. De kan ting, som ingen damespillere kan. På den anden side synes jeg, at damekampene er sjovere at se på, fordi man skal spille sig igennem. Det er ikke tilstrækkeligt, at man er god til at hoppe højt og skyde hårdt langt udefra. I virkeligheden kan de to spil ikke sammenlignes. Der er alt for stor forskel. Rent fysisk.«Alligevel har flere fra herrelandsholdet været ude med riven og talt lidt nedladende om de evigt smilende piger?

»Jeg tror den diskussion er poppet op, fordi dansk damehåndbold - efter 1993 - stormede op ad popularitetsstigen. Livet var pludselig ikke længere for kort.......og så videre. Jeg tror ikke, det var blevet et debatemne, hvis det var mændene, der havde vundet tre gange OL-guld, men samtidig synes jeg, det er fedt, at herrelandsholdet atter er med på internationalt topplan. Mere har jeg ikke at sige om den sag.Den danske succes har betydet, at vi herhjemme har verdens bedste kvindeliga. Eksempelvis blev alle de betydningsfulde europæiske turneringer i foråret vundet af danske hold. Er det godt?

»Det er sjovt at spille i en liga, hvor der knald på i hver eneste kamp. Tidligere var det i Tyskland og Norge. Nu er det i Danmark, at vi finder de højeste lønninger og de bedste spillere. Så kan man sige, at enhver kamp i den danske liga er langt bedre at se end de første matcher i de europæiske turneringer, hvor de danske hold er klart overlegne. Og så vil du sikkert spørge, om det skader dansk håndbold, at der er så mange udenlandske spillere herhjemme.Ja?

»Jeg håber da, de danske klubber er så ansvarsbevidste, at de kun går efter de udlændinge, der kan hæve niveauet i ligaen. De skal ikke gå efter de udenlandske spillere, der befinder sig på samme niveau som de danske talenter. Til gengæld kan talenterne lære meget af at spille sammen med de bedste udlændinge. Det er en balanceakt, men jeg har stor tillid til klubberne.«

Karen Brødsgaard måtte rejse til Norge for at beholde sin plads på landsholdet?

»Nu var situationen meget barsk i Viborg, hvor der var hård kamp om pladsen på stregen. Derfor traf hun sit valg om at blive udlejet.«En anden klassisk diskussion er, om mange landsholdsspillere - det gælder også dig selv - forlader nationalmandskabet for tidligt?

»Der vil altid være »gamle« spillere, der takker nej. Men samtidig er der masser af unge talenter, der vil gøre alt for at bide sig fast. Heldigvis får de unge talenter lov til at udvikle sig. De bliver ikke - som jeg gjorde - kastet på førsteholdet som 16-17 årige. Egentlig er jeg ikke særlig bekymret. Landsholdet skal nok bestå.«Men vi oplevede en landstræner, der efter fiaskoen ved VM i Kroatien i december nærmest faldt på knæ og friede til de gamle stjerne. Camilla Andersen, Heidi Astrup og dig?

»Historien har vist, at det havde han ikke behøvet. I Kroatien var holdet meget plaget af skader. Da det kom til OL, viste det jo stilen.«

Hvordan har du det med at være rollemodel, forbillede for unge mennesker. Med alt hvad det fører med sig af sund livsstil og såkaldt værdig optræden?

»I tilfældet C blev jeg lidt for engageret, men jeg har vænnet mig til, at drenge og piger beder om autografer og ser op til mig. Jeg har svært ved at forholde mig til det, men synes det er hyggeligt. Det forhindrer mig dog ikke i at gå i byen og slå mig løs. Jeg har også lov til et privatliv. Da jeg spillede på landsholdet, havde jeg dog en aftale med fotograferne. De skulle helst ikke tage billeder af mig, når jeg røg. Det var ikke, fordi jeg ville ændre på virkeligheden. Jeg kunne sagtens forklare unge mennesker, at de ikke skal begynde at ryge, men »snød« alligevel lidt.«

I »På stregen« er der et kapitel, der har overskriften »Himmel og Helvede«. Det handler selvsagt om den aften i Tyskland 1997, hvor Tonje Kjærgaard oplevede sit - indtil da - sportslige højdepunkt. Men under VM-semifinalen blev to danske tilskuere knivdræbt af en tysk tilskuer.

»Det lå dybt i hjertet, at det var det verdensmesterskab, vi skulle vinde. Det var det, folk forventede. Men det gik mindre godt, for nu at sige det mildt, og vi måtte ud på en længere, uventet tur, inden vi nåede semifinalen.

Her fik vi imidlertid arbejdshandskerne på og kæmpede os igennem. Vi var lykkelige. Dagen efter ventede finalen, men så kom meddelelsen om mordene. Følelsesmæssigt var jeg alt igennem og havde vel mest lyst til ikke at spille finalen.

Natten gik med at drikke rødvin og snakke med Susanne Munk, som jeg delte værelse med. Vi kom i seng klokken fire om morgenen. Vi skænkede det ikke en tanke, at det ikke var den bedste måde at lade op til en VM-finale på, men det hjalp.

Da de dræbtes familier var enige om, at vi skulle spille finalen, gjorde vi det. Og vi spillede vores livs kamp for de døde. Sportsligt var det den bedste landsholdstur, jeg har været på. Men det var også et helvede,« siger Tonje Kjærgaard.

Arbejdet i laboratoriet kalder. Kaffekopperne bliver sat på plads. Som karrieren blev det.

På rette tidspunkt.