Tomasson indledte Villareal-målfest

Den danske landsholdsanfører var med til at sikre Villareal en perfekt start på La Primera-sæsonen, da holdet vandt 3-0 i Valencia. Barcelona skuffede.

Jon Dahl Tomasson viste sin berømte målnæse, da Villareal søndag aften tog hul på sæsonen i den spanske La Primera. Den danske landsholdsanfører scorede til 1-0, da Villareal vandt hele 3-0 på udebane over Valencia, som fik både David Villa og Joaquin smidt ud.

Jon Dahl Tomasson indledte gæsternes målfest efter et kvarters spil, og David Villa gjorde tingene svære for Valencia med to gule kort på otte minutter i slutningen af første halvleg. Kampen punkterede for alvor midt i anden halvleg, da Villareals nye italienske angriber, Giuseppe Rossi, scorede på et straffespark, og Joaquin kort tid efter fik direkte rødt kort. Gæsternes sidste mål blev sat ind af Santiago Cazorla.

Jon Dahl Tomasson blev udskiftet efter en times spil, tilsyneladende på grund af problemer med øjnene, som var forårsaget af et kraftigt sammenstød med Valencias Carlos Marchena i første halvleg.

Tidligere lørdag aften skuffede FC Barcelona ved kun at spille 0-0 på udebane mod Racing Santander.

/ritzau/