Tomasson glæder sig til spansk eventyr

Den danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson kan se frem til en ilddåb for Villarreal, der i weekenden møder mægtige Real Madrid.

Jon Dahl Tomasson blev torsdag officielt præsenteret i spanske Villarreal, hvor han i forårssæson skal være med til at spille holdet fra den lille provinsby op i tabellen fra den nuværende 11.-plads. Efter et veloverstået lægetjek og en hurtig kontraktunderskrivning måtte danskeren svare på spørgsmål fra den spanske presse, der ville vide, om han var klar til at debutere i weekendens kamp mod Real Madrid.

- Det er ikke usandsynligt, at jeg får debut mod Real. Jeg har godt nok ikke trænet med de sidste par dage, men jeg er med i morgen og skal have en snak med træneren. Det er en stor kamp, og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg glæder mig til at komme i kamp, men det kommer også an på, om jeg er frisk ovenpå den her tur, siger Jon Dahl Tomasson til Ritzau efter torsdagens veloverståede sceance.

De seneste to dage har således budt på et væld af møder, hvor detaljerne i den halvårige lejeaftale er blevet forhandlet endelig på plads. Og danskeren føler sig derfor smule mærket ovenpå en dag, der startede med en flyvetur fra Paris til Valencia klokken fem om morgenen.

/ritzau/