Tøfting blev ældste markspiller

Stig Tøfting var lørdag med i Randers FC's startopstilling til SAS Liga-opgøret mod Viborg, og dermed blev han den ældste markspiller i landets bedste række.

Stig Tøfting er nu den ældste markspiller i landets bedste fodboldrække. Det blev en realitet, da Randers FC's assistenttræner var med fra start i efterårets sidste kamp, opgøret mod Viborg, der blev fløjtet i gang lørdag klokken 17.

Randers FC's cheftræner Colin Todd havde fundet plads til Stig Tøfting i startopstillingen, og med sine 38 år, tre måneder og 17 dage overtager Stig Tøfting rekorden fra landsholdets nuværende assistenttræner Peter Bonde. Han var 37 år og 285 dage, da han i 1995 gjorde comeback på grønsværen i en kamp for Næstved.

Stig Tøfting indstiller karrieren med udgangen af efteråret, og dermed kommer han ikke i nærheden af at kunne true John Hansen i kampen om at blive alle tiders ældste spiller i ligaens historie. Næstved-målmanden var 45 år og 164 dage, da han den 6. november 1994 spillede sin sidste kamp.

/ritzau/