To danskere sluttede i top-10, men ingen af dem var tæt på sejren, da DP World Tour-turneringen Irish Open søndag blev afgjort.
I stedet endte det med en magisk hjemmebanesejr til Rory McIlroy efter tre omspilshuller.
Da verdenstoeren for første gang gik ud på 18. hul, var han to slag efter svenske Joakim Lagergren.
Men trods presset fra et hungrende publikum sænkede McIlroy et langt putt fra mere end otte meter, lavede en eagle og sikrede sig omspil, mens lydniveauet eksploderede.
Herefter gjaldt det omspil på samme hul, og to gange matchede Lagergren favorittens birdie. Men i tredje forsøg hoppede svenskerens bold i vandet, hvilket blev straffet prompte.
Sejren er McIlroys nummer 45 som professionel og nummer 20 på DP World Tour. Den indbringer et beløb svarende til cirka 6,5 millioner kroner.
Den giver også ham og Europa tiltrængt selvtillid forud for det svære Ryder Cup-møde med USA i New York om små tre uger.
Her er Rasmus Højgaard eneste danske deltager. Den formstærke jyde tog en pause i denne uge, og i hans fravær blev Jacob Skov Olesen bedste dansker i Irish Open.
Med en fjerde runde i ét slag under par sluttede Jacob Skov Olesen alene på ottendepladsen. Det var den 26-årige danskers femte top-10-placering i den første sæson med et fast kort til DP World Tour.
Et slag derefter blev Jeff Winter efter en stærk søndag nummer ni, mens det gik mindre godt for Thorbjørn Olesen og Hamish Brown.
Olesen leverede blandt andet en triplebogey og faldt tilbage som nummer 20, mens Brown efter en tur i både vandet og sandet på 7. hul blev noteret for en "snemand" - firedobbelt bogey - og faldt tilbage som nummer 42.
/ritzau/