Den første udgave af Women's Europa Cup, der er den næstbedste fodboldturnering i Europa for kvinder, bliver med minimum med to danske klubber.
I den sidste kvalifikationsrunde sikrede Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland onsdag aften en adgangsbillet til turneringen ved begge at vinde returopgørene.
Fortuna Hjørring vandt på hjemmebane med 1-0 over ukrainske Vorskla Poltava. Det første opgør mellem de to hold, der også blev spillet i Nordjylland, endte 1-1.
Dermed sikrede Joy Omewa Fortuna Hjørring en plads videre i Europa med sin scoring efter 14 minutter af returkampen.
FCN sikrede sig en plads videre, da holdet hjemme i Farum bankede litauiske Gintra med 5-0. Det første opgør i Litauen var endt med en 1-0 sejr til litauerne.
Allerede i det andet minut åbnede Cecilie Larsen hjemmeholdets målscoring, inden Signe Antvorskov i det 19. minut fordoblede føringen. Få minutter senere gjorde nyligt landsholdsudtaget Anna Walter det så til 3-0.
I de sidste minutter af den ordinære tid øgede Laila El Behery, inden hun i tillægstiden lukkede og slukkede til 5-0 med sin anden scoring inden for fem minutter.
Senere onsdag aften har HB Køge mulighed for at gøre det til tre på stribe for de danske klubhold i kvalifikationen.
Sjællænderne spiller returkamp på udebane mod Glasgow City i Skotland og kommer ind til opgøret med en 2-1-sejr fra den første kamp i Køge.
Hovedturneringen i Women's Europa Cup består af 16 hold og spilles som en ren knockoutturnering. De første ottendedelsfinaler spilles i november.
/ritzau/