Tjekkiets 1-2-nederlag til Færøerne i VM-kvalifikationen var mere, end landets fodboldforbund ville finde sig i.

Søndagens fiasko mod miniputnationen koster nu landstræner Ivan Hasek jobbet. Det oplyser forbundet på sin hjemmeside.

- På et møde i sportsstyregruppen tirsdag evaluerede vi landsholdets seneste kamp mod Færøerne.

- Vi kom til den konklusion, at jeg fremsætter et forslag om øjeblikkelig afskedigelse af cheftræner Ivan Hasek og assistenttræner Jaroslav Vesely, siger forbundets formand, David Trunda.

Forretningsudvalget i Tjekkiets Fodboldforbundet har enstemmigt accepteret forslaget, lyder det.

Fyringen kommer, på trods af at det tjekkiske landshold er på kurs mod andenpladsen i kvalifikationsgruppe L og under alle omstændigheder er sikker på playoffkampe om VM-billetter til foråret.

Hasek har været landstræner siden januar 2024. Holdet vandt 11 ud af 21 kampe under hans ledelse.

Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal afløse den 62-årige træner.

/ritzau/