Tip fældede Rasmussen

Et tip og en undren hos DRs journalist Niels Christian Jung blev starten til enden for Michael Rasmussen. Rolf Sørensen vurderer den italienske cykelekspert Davide Cassanis udtalelser som meget troværdige.

Hvorfor virker Michael Rasmussens mobiltelefon ikke i Mexico? Og hvorfor havde Michael Rasmussen ikke adgang til internettet i det latinamerikanske land?

Det var de to spørgsmål, DR-journalisten Niels Christian Jung stillede sig selv, da det kom frem, at Michael Rasmussen ikke i tide havde orienteret antidopinginstanserne om sin gøren og laden i juni.

»For noget tid siden fik jeg et tip om, at Michael Rasmussen ikke var i Mexico men i Italien i juni. Det undrede jeg mig selvfølgelig over, og så satte jeg mig for at undersøge, om det var rigtigt,« fortæller Niels Christian Jung.

Den research bragte Niels Christian Jung til den tidligere italienske cykelrytter og nuværende TV-kommentator på stationen Rai, Davide Cassani.

Den tidligere dobbelte etapevinder i Giro dItalia kunne fortælle, at han havde mødt Michael Rasmussen den 13. og 14. juni i den italienske bjerggruppe kaldet Dolomitterne, hvor Rasmussen havde trænet i kraftigt regnvejr.

Det var en viden, Davide Cassani allerede havde delt med de italienske TV-seere, da Michael Rasmussen vandt etapen til Tignes. Her skulle Davide Cassani efter sigende have fortalt om mødet med Rasmussen i forbindelse med en præsentation af danskernes perfektionistiske forberedelse til Tour de France.

»Jeg vurderede, at Davide Cassanis troværdighed var meget høj. Han har ingen grund til at være ude efter Michael Rasmussen, han har ingen interesser på et professionelt cykelhold, og han er ikke i ledtog med UCI eller Danmarks Cykle Union. Jeg vurderede ham som uvildig,« siger Niels Christian Jung om de overvejelser, han gjorde, før indslaget blev sendt fra Frankrig til Danmark.

Intet horn i siden
TV 2s ekspertkommentator Rolf Sørensen har kørt på hold med Davide Cassani, og han bekræfter, at Cassani har en stor troværdighed.

»Ham er der slet ingen problemer med. Jeg kender ham godt, og hvad han siger skal nok passe,« siger Rolf Sørensen, der blandt andet har kørt sammen med Davide Cassani på Ariostea-holdet.

»Davide Cassani fortalte første gang om sit møde med Michael Rasmussen, før sagerne om advarslerne kom frem, så det er ikke noget med, at han har et horn i siden på Michael,« vurderer Rolf Sørensen.

At et få minutter langt indslag i Danmarks Radios program »Aftentour« skulle sende Michael Rasmussen hjem fra Tour de France før tid, havde Niels Christian Jung ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig.

»Jeg havde ikke troet, at historien skulle blive så stor og få så alvorlige konsekvenser. Jeg tænkte, at det var en vigtig historie at få frem for at belyse Michael Rasmussens adfærd i juni. Jeg vidste, det var en belastende sag for ham, men så drastiske konsekvenser havde jeg ikke forudset,« siger Niels Christian Jung.