Tilskuerløst OL gør ingen forskel for verdensrekordholder

Kendra Harrison regner med at kunne toppræstere uden tilskuere ved OL, og i New Zealand er man godt forberedt.

Kendra Harrison vandt VM-sølv i 100 meter hæk i 2019 og satser nu på at træde et trin op på medaljeskamlen til OL. Morry Gash/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

OL i Tokyo starter om to uger, og det bliver uden tilskuere på lægterne på grund af en bekymrende coronasituation i Japan.

Det meddelte de japanske arrangører og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) torsdag, og nyheden er generelt blevet mødt med skuffelse.

Den australske tennisspiller Nick Kyrgios har helt valgt at trække sig.

»Tanken om at spille foran tomme stadioner virker fjern. Det har den hele tiden gjort,« siger Kyrgios.

Ikke alle ser lige så dystert på situationen. For den amerikanske verdensrekordholder på 100 meter hæk, Kendra Harrison, gør det rent sportsligt ingen forskel.

»Når man er linet op ved siden af de bedste i verden, bruger man ikke mange kræfter på, hvem der er på tribunerne. Man er kun fokuseret på at gå ud og levere sit allerbedste,« siger 28-årige Harrison ifølge Reuters.

I New Zealand har man gennem et stykke tid arbejdet specifikt frem mod at præstere uden opbakning fra tilskuere.

»Atleterne har udviklet metoder til at klare sig selv og opbygge adrenalin fra en indre kilde, og det tager de i brug i Tokyo, siger Kylie Wilson, der er psykolog for det newzealandske OL-hold og fortsætter:

»Vi har oplevet atleter, der sætter personlige rekorder uden tilskuere. De lærer ikke at være afhængige af tilskuere for at kunne levere deres bedste præstationer.«

Den amerikanske svømmestjerne Katie Ledecky, der har vundet fem gange guld ved tidligere OL, tror, at sommerlegene trods de manglende tilskuere kan blive en betydende begivenhed på et globalt plan.

»Verden samler sig stadig, selv om der ikke er tilskuere. Jeg tror stadig, det bliver virkelig smukt. Det bliver et OL, der er lavet til tv, og jeg håber, at folk over hele verden vil være med,« siger Ledecky ifølge AFP.

OL åbner officielt 23. juli.

/ritzau/