Tilskuere evakueret fra tennisfinale efter voldsomt regnvejr
Det regnede pludselig så voldsomt, at der opstod fare for de tilstedeværende ved Berlin Open-finalen.

Det regnede pludselig så voldsomt, at der opstod fare for de tilstedeværende ved Berlin Open-finalen.

De var forberedt på regn, men på finaledagen ved WTA Tour-turneringen Berlin Open åbnede himlen sig pludselig så meget, at man var nødt til at evakuere alle tilstedeværende.
Det skriver det tyske medie Bild.
Ifølge mediet lå der hurtigt vand til anklerne på tennisanlægget, og det skabte potentiel fare, fordi strømkabler var oversvømmede.
Derfor blev alle tilskuere og personale bedt om at forlade området, og i skrivende stund er der tvivl om, hvorvidt finalen mellem Jessica Pegula og Linda Noskova overhovedet bliver gennemført søndag.
- På trods af tæt koordinering med den tyske vejrtjeneste udviklede vejret sig med en intensitet, som ikke var forudset, skriver arrangøren på sociale platforme.
Turneringen oplyser desuden, at der ikke bliver spillet tennis før tidligst klokken 16.00, og man prøver sågar at komme kritiske røster i forkøbet efter evakueringen.
- Hvis enkelte medlemmer af sikkerhedspersonalet opførte sig upassende under evakueringen, vil vi gerne oprigtigt undskylde. Vores primære fokus var at rydde området så hurtigt og sikkert som muligt, skriver arrangøren på Instagram.
I skrivende stund er man ved at klargøre tennisanlægget til en potentiel genåbning, og hvis alt går vel, kan der altså blive spillet finale klokken 16.00.
/ritzau/