Tilfældet Per Leegaard

Viborg-spilleren Per Leegaard er en alt for vigtig brik i det danske spil til, at han kunne få lov til at spille i går. En skade i lysken kræver mest mulig pleje og hvile.

Har man fulgt de danske kampe ved verdensmesterskaberne i Tyskland, kan man ikke være i tvivl om, at 24-årige venstrehåndede Per Leegaard på højre back er en værdifuld brik på det danske hold. Især nu, hvor han er eneste venstrehåndede back på holdet.

Alligevel har han kun spillet tre af Danmarks fem kampe. I aftes mod Spanien sad Viborg-spilleren over for anden gang i turneringen, og selv om landstræner Ulrik Wilbek på forhånd gjorde det klart, at Danmark ville gå efter sejren, var han ikke i tvivl om, at Leegaard skulle have en ekstra hviledag.

»Det er et mirakel, at han kan spille på det her niveau, og vi skal passe på, at vi hele tiden holder hånden over ham, så vi også kan bruge ham i den næste kamp. Det er hele tiden en balancegang mellem, at han ikke spiller sig helt ud af turneringen og bruger for mange kræfter, og så, at vi kan få noget ud af ham,« siger Ulrik Wilbek.

Miraklet består i, at Viborg-skytten egentlig slet ikke er i form til at spille ved et VM på grund af en serie af skader. Lige nu døjer han med en skade i lysken, som han fik i første VM-kamp mod Ungarn.

Den er ikke så slem, at Per Leegaard ikke kan spille. Men han er ikke i tvivl om, at alt ikke er, som det skal være.

»Jeg mærker mere og mere til den i løbet af kampen. Jeg bliver simpelthen mere øm i lysken,« fortæller Leegaard.

Ved at miste modet
Konsekvensen så man i kampen mod Kroatien. I første halvleg buldrede den 24-årige jyde bolden ind bag den kroatiske keeper fire gange på seks forsøg, men efter pausen satte trætheden og ømheden ind, og så blev det til tre misbrugte forsøg, inden han træt blev skiftet ud.

Egentlig er det utroligt, at Per Leegaard overhovedet er med til VM. Den 11. december, da Ulrik Wilbek udtog sin VM-trup, figurerede jyden slet ikke på listen blandt de udtagne. Wilbek nøjedes blot med at konstatere, at Leegaard var reserve.

Landstræneren lod dog en plads i truppen stå åben til en bagspiller, men her gik tankerne først og fremmest i retning af venstrebacken Lars Krogh Jeppesen fra THW Kiel, der også kæmpede for at blive klar efter en skade. Og da Per Leegaard lige før juleaften fik knæproblemer med en trykket menisk, var han selv ved at miste modet.

Skaden forhindrede ham dog ikke i at spille. Alleredei pokalfinalen mod Kolding mellem jul og nytår gjorde han comeback for Viborg, og da Lars Krogh Jeppesen meldte fra til VM, opstod pludselig det hul på landsholdet, som Per Leegaard med en fantomindsats i LK Cup overbeviste alle om, at han skulle udfylde.

Leegaard har fortsat stilen ved VM, hvor han nu er det klare førstevalg på højre back, selv om Wilbek oprindeligt udtog Kasper Søndergaard og Anders Oechsler til positionen.

Forceret tilbagekomst
Per Leegaards forcerede tilbagekomst kan dog i sig selv være årsagen til, at han nu igen er skadet.

»Min skade i lysken har ikke relation til mine tidligere skader, men det kan da godt være, at den er kommet, fordi jeg ikke er i topform endnu,« siger han med tanke på, at kroppen ikke har været stærk nok til at modstå belastningen fra de kontante VM-kampe.

I morgen og på søndag, efter hvad Leegaard selv kalder »en tiltrængt pause« på to dage, gælder det Rusland og Tjekkiet. To kampe, der afgør Danmarks videre skæbne ved VM.

Indtil nu har Viborg-backen fået pause efter hver kamp, han har spillet, så spørgsmålet er, om han kan kan klare to kampe i træk. Svaret fra Leegaard er ikke helt betryggende.

»Det håber jeg. Men jeg ved det ikke,«