Alle sportsgrene har brug for en superstjerne. Gerne to.
Man behøver bare rette blikket mod herretennis og tænke på, hvor spillet havde været i den offentlige bevidsthed, uden opgørene mellem Roger Federer eller Rafael Nadal. Eller hvordan damesiden havde haft det, uden en kolos som Serena Williams til at gøre forskellen. Til at være den figur, alle andre kunne og skulle måle sig med.
Vi ved alle, hvor Lionel Messi og Cristiano Ronaldo gennem et årti har været i en indædt duel om retten til at kalde sig verdens bedste fodboldspiller. Og cykelsporten har i allerhøjeste grad været begunstiget af omsider at få en tredobbelt verdensmester som Peter Sagan i rollen som lige dele ekvlibristisk ener, unikum af atlet og karismatisk publikumsmagnet.
I en sportsverden, som mere end nogensinde kæmper om vores udfordrede og rastløst flakkende opmærksomhedstærskel, skal vi have magien og storheden for rigtigt at blive fanget. Eller som minimum det nærhedsprincip, der i denne sæson ser ud til at have lokket folk tilbage på tribunerne i Superligaen. Heldigvis da.
Alene i denne weekend vil der være fuldt program i de store europæiske ligaer i fodbold. Og i Superligaen, selvfølgelig. Der er det russiske Grand Prix i Formel 1, der er VM i landevejscykling søndag, 40 år efter Jørgen ”Macs” Marcussen nappede bronze på Nürburgring i Tyskland efter et enestående hårdt væddeløb. Endelig er der Ryder Cup i golf, hvor Tiger Woods er tilbage med al sin ikoniske tyngde og vores egen Thomas Bjørn som den ældre statsmand og kaptajn på det europæiske Ryder Cup hold.
Min sportsidiot, hvad vil du mere?
Ikke meget, kan man sige. Det meste vil være tilgængeligt i fuldt udtræk. Og vi kan følge optakter, nedtakter, sniksnak og vonhörensagen på de sociale medier, hvis det skulle være dét.
Kort sagt er vi nok mest af alt ved at blive underholdt til døde, som den mut misantropiske Pink Floyd bassist Rogers Waters en gang udlagde det.
Årets Ryder Cup har fået en foræring i Tiger Woods tilbage som vindende spiller.
Da Woods i sidste weekend vandt Tour Championship i Atlanta, var det første sejr i fem år. Fem år! En evighed for en spiller, der på højden af sin karriere var ubestridt den bedste. Som i 683 uger i alt har ligget nummer et på verdensranglisten i en sport med stadigt hårdere og mere homogent sammensat konkurrenceparameter.
Svimlende. Så er det sagt.
Triumfen i Atlanta, over et stærkt felt af unge og sultne udfordrere, var en sejr af mere end bare symbolsk betydning. For det amerikanske Ryder Cup mandskab, ikke mindst. Men også for en golfsport, der har kæmpet hårdt for at holde kadencen i forhold til en tv-verden, som ikke har den langsomme, kontemplative dramaturgi som gud.
Golf har ikke været det samme uden Tiger Woods. Man kan have sin tvivl, om sporten vil være det, når den 42-årige amerikaner i en ikke alt for fjern fremtid stopper definitivt. Vi får se.
Sikkert er det, at netop Tiger Woods’ tilstedeværelse som en potentiel magtfaktor også vil være det, der trækker ekstraordinært mange seere til skærmen, når der spilles på Hubert Chesnau, Robert van Hagge og Pierre Thevenins smukt designede bane på Le Golf National sydvest for Paris.
Wood vil være billetsælger par excellence. Ikke bare fordi han er en sublim golfspiller, men fordi personhistorien ikke er til at komme udenom.
Tiger Woods har været igennem fire operationer for en ryg med ødelagte hvirvler, der har betalt prisen for det måske mest perfektibelt kraftfulde swing, verden endnu har set. Han har skullet sætte sit drive fra tee sammen igen, da han på bunden af nedtursbrønden ikke formåede drive bolden ud over 100 meter.
Han har døjet med indtil flere karrieretruende knæskader, der formentlig blev forværret af en flirt med et træningsprogram sammensat af amerikanske Navy Seals specialtropper, i et desperat forsøg på at kunne spejle sig i en despotisk og afdød fars fortid i hæren.
Læg dertil skilsmissen fra svenske Elin Nordegren, der trak bremsen efter at have afsløret sin mand i serielle sidespring og de mest lumpne forbindelser til pornostjerner.
Det var eskapader af den slags, der i et eksistentielt frit fald syntes at forvandle Tiger Woods fra et pletfrit sportsikon til en størrelse så ualmindeligt almindelig menneskelig, at det var ubærligt. Også derfor er Eldrick »Tiger« Woods’ sportslige comeback imødeset med både varme og veneration. Vi vil hellere se Woods hole mirakuløst på en golfbane end fejle som menneske.
Set med danske briller er årets Ryder Cup selvsagt ikke blevet mindre interessant af, at kaptajn Thomas Bjørn råder over landsmand Thorbjørn Olesen, der er debutant i den prestigefulde begivenhed. Og det er i sig selv interessant at se, hvordan Thorbjørn Olesen tackler et format, hvor ingen spiller er en ø, men bærer forventninger på vegne af et kontinent.
Kappestriden Europa mod USA er Ryder Cups eksistensberettigelse. Det kan virke påklistret i en tid, hvor kommercielle interesser ofte vejer højere end følelsen af forbundethed.
Og hvad er Europa i en tid, hvor Storbritannien, en af golfsportens bærende søjler på kontinentet her, rumler med brexit?
Det kan være svært at få øje på. Selv om Thomas Bjørn i et interview med The Guardian har slået på, hvordan spillerne på det europæiske mandskab kittes sammen af en tværgående selvforståelse; at være europæer er at omfavne en mangfoldighed. Om ikke politisk, så kulturelt og geografisk.
For kynikeren kan den slags nemt virke postuleret. Især i en sport, der som golf er indbegrebet af individualisme. Med europæiske stjerner, hvoraf flere har base i Florida og er faste indslag på den amerikanske PGA Tour.
Alligevel kan det der Ryder Cup noget særligt. Som Rory McIlroy sagde for nylig: Mine stolteste øjeblikke er sejren i Majors, men mine bedste øjeblikke er Ryder Cup.
Det er den slags, der kan ses og mærkes. Og det er et stof, sport lever af og skal overleve på. En passion, der rækker ud over den enkelte.
USA har ikke vundet på europæisk grund siden 1993. Og Woods har lidt nederlag seks ud af de syv gange, han har været med.
Den stærkt golf-passionerede præsident over there vil se en sejr føje sig sømløst ind i en politisk agenda, hvis Tiger Woods kan gøre »America great again«.