Tigeren nærmer sig rekorden

Tiger Woods viste natten til i går, hvorfor han fortjener titlen som verdens i særklasse bedste golfspiller.

Tiger woods på den sidste runde af US PGA Championship, som han endte med at vinde. Woods har nu vundet 13. major-turneringer. Jack Nicklaus har rekorden. Han har løftet et major-trofæ 18 gange. Foto: Robert Galbraith Fold sammen
Læs mere

Det var en yderst velspillende Tiger Woods, der natten til mandag vandt major-turneringen U.S. PGA Champion­ship. Den 31-årige amerikaner havde naturligvis også svært ved at få armene ned efter sejren, som markerede den 13. major i hans 12-årige karriere.

Tiger Woods var nemlig tydeligt imponeret og forbløffet over sin egen indsats:

»Hvis du havde spurgt mig for 12 år siden, om jeg ville kunne opnå de resultater, jeg har, så ville jeg ikke have troet dig. Jeg har overskredet mine egne vildeste forventninger,« udtalte Tiger Woods på det efterfølgende pressemøde.

På trods af den imponerende historik, så er der stadig et stykke op til golflegenden Jack Nicklaus rekord. Han vandt hele 18 professionelle major-titler i sin karriere, og Tiger Woods var også ydmyg over for landsmandens rekord:

»Da jeg startede min karriere, virkede 18 majors langt væk, og selvom jeg nu er oppe på 13, så er der stadig langt igen.«

Jack Nicklaus 18 sejre er blevet spået umulig at slå, men det virker mere og mere opnåeligt for Tiger Woods at skubbe rekordindehaveren af pinden.

Det tog Jack Nicklaus 53 major-turneringer, før han fik sin 13. major Tiger Woods har nået sin 13. efter 44 forsøg.