Tiger Woods er på hospitalet efter trafikulykke

Golfstjernen kørte galt i sin bil i en soloulykke og bliver ifølge sin agent opereret for skader i benene.

Tiger Woods er indlagt på et hospital i Los Angeles. Ryan Kang/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Los Angeles. Golfspilleren Tiger Woods er indlagt på hospitalet, efter at han er kørt galt i sin bil.

Politiet i Los Angeles oplyser i en meddelelse, at redningsmandskab tirsdag morgen lokal tid blev kaldt ud til en trafikulykke, hvor en bil var rullet rundt i totalskadet tilstand.

Bilens chauffør viste sig at være den 15-foldige majorvinder, som måtte skæres fri af bilvraget, inden han blev fragtet til det nærmeste hospital i en ambulance.

Ifølge Tiger Woods' agent Mark Steinberg har den 45-årige golfstjerne "adskillige" skader i benene.

- Han bliver opereret i øjeblikket, og vi er taknemmelige for jeres støtte, siger Steinberg ifølge golfdigest.com.

Billeder fra ulykkesstedet viser den ødelagte bil liggende på siden med vragdele spredt rundt omkring. Ifølge nyhedsbureauet Reuters var bilen placeret knap ti meter fra vejen.

Tiger Woods var i den forgangne weekend til stede ved PGA-turneringen Genesis Invitational på Riviera Golf Club i Los Angeles. På grund af rygproblemer var han ikke selv på banen.

Woods anses som en af golfhistoriens allerbedste spillere og er en levende legende i sporten.

Han har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre på PGA-touren.

/ritzau/