Tidligt VM tvinger rytterne til madorgie på sengekanten

De danske ryttere skal spise morgenmad klokken halv seks søndag morgen for at blive klar til VM-starten.

Casper Pedersen og holdkammeraterne skal tidligt op søndag morgen før det lange VM-løb. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Harrogate. Rytterne skal proppe masser af mad indenbords før et cykelløb på højeste niveau. Ikke mindst, når løbet er på hele 285 kilometer og varer omkring syv timer som søndagens linjeløb for eliteherrerne ved VM i Yorkshire.

Eftersom rytterne skal nå i mål, mens det er lyst, går startskuddet allerede klokken 8.40 lokal tid. Det betyder, at store portioner pasta og ris skal sættes til livs på et tidspunkt, hvor de normalt sover tungt.

- Vi plejer at spise tre timer før løbet, men vi har valgt at give rytterne mulighed for at spise morgenmad helt indtil klokken seks, siger landstræner Anders Lund med et grin.

Starttidspunktet er usædvanlig tidligt. I hvert fald på seniorniveau.

- Jeg har vist ikke kørt så tidligt, siden jeg var ungdomsrytter, så det bliver ret specielt, siger 23-årige Casper Pedersen, der kører sit første elite-VM.

Han har kun kørt et enkelt løb, siden Vuelta a España sluttede for to uger siden, og hans døgnrytme er ikke lige indstillet på en så tidlig start på arbejdsdagen.

- På det seneste har jeg vænnet mig til at stå sent op. I Vueltaen startede etaperne som regel sent. Men jeg synes nu, at jeg har sovet godt og sover også middagssøvn, så jeg tror, jeg er udsovet, siger Casper Pedersen.

De danske ryttere har selvfølgelig forberedt sig på den ekstremt lange VM-rute og begyndte for flere dage siden at fylde energidepoterne op.

Men der skal altså også skovles noget ind fra morgenstunden, og erfarne Christopher Juul-Jensen forudser en forholdsvis stille morgen på hotellet.

- Nu kan jeg måske få fordel af, at jeg er blevet far, så at stå tidligt op er ikke helt så vanskeligt som tidligere. Men vi kommer til at stå op med følelsen af: Hvorfor i alverden skal vi køre så langt?

- Men når man først kommer op og får noget kaffe, er man i gang med sin rutine. Men der bliver nok ikke sagt så meget ved morgenbordet, spår Christopher Juul-Jensen.

/ritzau/