Et rødt kort i første halvleg blev afgørende, da FC Midtjylland torsdag fik en syngende lussing af hollandske Ajax i Conference Leagues ligaspil.

Efter 1-1 ved pausen tabte FCM 1-6 - en tangering af klubbens største europæiske nederlag. I 2015/16-sæsonen tabte holdet 0-5 til Napoli i Europa League.

Nederlaget betyder, at Superligaens førerhold, der er ubesejret nationalt i sæsonen, kun har et enkelt point i Conference League efter tre af de seks kampe i ligaspillet.

Efter et kvarters udsættelse på grund af først strømsvigt og siden røg over banen skulle FCM med sin fysik forsøge at tæmme de teknisk stærke Ajax-spillere, men det mislykkedes fuldstændig i kampens indledning.

Der stod Ajax på alt, og allerede efter otte minutter stod den store, nigerianske angriber Tolu Arokodare fri på et hjørnespark, så han kunne heade gæsterne i front.

Mike Tullbergs spillere anede ikke, hvilket ben de skulle stå på. De følgende små 20 minutter var hollænderne igen og igen tæt på at udbygge føringen.

Mål ændrer dog fodboldkampe. Og efter 27 minutter var heldet og dygtigheden med FCM. Friday Etim begik måske et frispark på sin oppasser, som han pressede i græsset, så han kunne storme mod mål, runde keeperen og udligne.

Dommeren lod målet stå. Hamrende ufortjent på det tidspunkt var FCM tilbage på omgangshøjde. Og pludselig sneg der sig usikkerhed ind i de frustrerede hollænderes spil, mens FCM mærkede et momentumskift.

Det tegnede til at blive en tæt kamp, indtil Kjell Wätjen dummede sig kort før pausen. Han havde fået et gult kort, da han stoppede en Ajax-kontra ulovligt og fik sin anden advarsel.

Reduceret til ti mand var der udsigt til en anden halvleg, hvor FCM skulle forsøge at forsvare et point hjem. Tullberg skiftede tre mand i pausen for at få styr på holdets struktur, men lige lidt hjalp det.

Håbet om at slide sig til et point tog et hurtigt skud for boven. Godt fem minutter efter pausen kunne Tolu Arokodare igen ikke holdes fra fadet i feltet. Han flugtede atter Ajax i front, og derfra blev resten af kampen én lang lidelse for FCM og fansene.

Tolu Arokodare headede Owen Wijndal fri til scoring efter en lille time, og anfører Davy Klaassen udbyggede midtvejs i halvlegen.

Ajax kørte danskerne rundt og slog yderligere to søm i FCM-kisten i det sidste kvarter.

RITZAU