Tidligere tysk måltyv bliver cheftræner i østrigsk klub

Miroslav Klose har været assistenttræner for det tyske landshold og for førsteholdet i Bayern München.

Miroslav Klose havde fra starten en positiv fornemmelse med SCR Altach og har takket ja til et job som cheftræner i klubben. (Arkivfoto). Frank Hoermann/Sven Simon/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tidligere tyske landsholdsspiller Miroslav Klose er blevet ansat som cheftræner i den østrigske bundesligaklub SCR Altach.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

44-årige Miroslav Klose er den mest scorende spiller nogensinde på det tyske landshold med 71 mål i 139 kampe.

»Der var bare den positive følelse helt fra starten, som jeg har brug for – af at jeg var det rette sted,« siger Klose i en udtalelse på klubbens hjemmeside.

»De første samtaler med de ansvarlige var så åbne, at det stod klart, at jeg havde lyst til det her.«

SCR Altach sluttede sæsonen i bunden af den østrigske Bundesliga, men undgik nedrykning.

Klose var fra 2016 til 2018 assistenttræner for det tyske landshold.

I 2018 blev han træner for Bayern Münchens U17-hold. Derefter var han i en sæson assistenttræner under Hansi Finck for klubbens førstehold.

Den polskfødte Klose var med til at gøre Tyskland til verdensmester i 2014 og har også en VM-sølvmedalje og to bronzemedaljer i sin samling.

Starten på karrieren var ellers ganske beskeden for Miroslav Klose. Angriberen spillede sine første seniorår for barndomsklubben Blaubach-Diedelkopf langt nede i det tyske fodboldhierarki.

Han var næsten 22 år, før han debuterede i den bedste række for Kaiserslautern, men derfra gik det kun fremad.

Han havde efterfølgende stor succes i Werder Bremen og Bayern München, inden han rundede karrieren af med fem sæsoner hos Lazio i Italien.

/ritzau/