Den tidligere australske tempokonge og verdensmester i enkeltstart Rohan Dennis langer markant ud efter mediernes opførsel, efter at han 30. december 2023 kørte sin kone, Melissa Hoskins, ihjel.

Det gør han i et længere opslag på Instagram.

Den 35-årige australier, der sidste år fik en betinget dom på 17 måneders fængsel for hensynsløs kørsel i forbindelse med dødsfaldet, understreger i samme ombæring, at det var en ulykke.

- Det narrativ, som medierne valgte at fortælle, gjorde det tydeligt, at de ville have mig til at fremstå som ægtemanden, der mishandlede sin kone, skriver Rohan Dennis.

Melissa Hoskins var også australsk cykelrytter og blev 32 år.

- Jeg har altid været imod enhver form for vold mod kvinder og især mod den kvinde, der fødte mine børn, skriver Dennis.

- Nu vil jeg åbne op om nogle af de ting, der er blevet sagt til mig af såkaldte journalister.

Det er første gang, siden Dennis i maj 2025 fik en betinget dom, at han offentligt sætter ord på ulykken.

Den tidligere tempokonge fortæller, hvordan han og familien blev opsøgt i lufthavnen mindre end 24 timer efter konens begravelse.

- Medierne taler om børnene og om, hvor ulykkelige de er på børnenes vegne. Alligevel forfølger, overvåger og chikanerer de ikke kun de voksne i min familie, men også når børnene er involveret, skriver Rohan Dennis.

Ved domsafsigelsen udtalte dommeren ifølge BBC, at Dennis havde tilsidesat sin kones sikkerhed, men at han ikke var ansvarlig for hendes død.

Dennis kørte i 10 sekunder med 20 kilometer i timen, mens Hoskins holdt fast i bilen. Dennis prøvede at køre væk, da hun forsøgte at åbne bilens dør, men Hoskins faldt og blev trukket ned under bilen.

Hændelsen blev fanget på overvågningskamera. Det viste, at Rohan Dennis hurtigt standsede bilen og hjalp sin hustru. Han samarbejdede efterfølgende med politiet.

Dennis og Hoskins havde haft en diskussion kort inden sammenstødet. Dennis forklarede, at han prøvede at deeskalere situationen ved at køre væk.

Dommeren mente dog ikke, at det var en undskyldning for den hensynsløse kørsel.

Melissa Hoskins og Rohan Dennis blev gift i 2018 og fik to børn sammen.

De var begge prominente australske cykelryttere. Dennis har vundet VM-titler i enkeltstart og har etapesejre i alle tre grand tours. Hoskins deltog to gange til OL og vandt et verdensmesterskab i banecykling.

/ritzau/