Tidligere superligadommer er død 58 år gammel

Efter kortere tids sygdom er den tidligere topdommer Jan Hald død. Han blev 58 år gammel.

Silkeborg-træner Benny Johansen var utilfreds med dommer Jan Hald efter en superligakamp mod AGF. Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den tidligere superligadommer Jan Hald er død. Efter et kort sygdomsforløb gik han bort 30. oktober på Herlev Hospital.

Det bekræfter hans datter over for Ekstra Bladet.

Den tidligere topdommer blev 58 år.

Han debuterede som superligadommer tilbage i august 1997, da AB og Lyngby spillede 4-4. To år senere blev han via sin præstationer også dommer under Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Ifølge dommerdatabasen World Referee dømte han to internationale kampe i Uefa Cup- og Champions League-kvalifikationen.

Dommerkarrieren på højeste niveau blev dog ikke så lang. I 2001 måtte han indstille karrieren på topniveau grundet problemer med lægmusklen.

»Den beslutning, jeg nu er nået frem til, har bestemt ikke været verdens nemmeste beslutning, men for at bevare den ærlighed, jeg altid har haft med mig selv i min dommergerning og ikke mindst over for mig selv, har jeg taget min endelige beslutning, som i øvrigt er meget grundigt overvejet,« forklarede Jan Hald dengang i en pressemeddelelse.

Hans sidste superligakamp stod mellem Viborg og AGF i august 2001. Ifølge superligadatabasen superstats.dk dømte han 62 kampe i landets bedste række.

/ritzau/