Tidligere Riis-stjerne stopper karrieren

Nick Nuyens måtte opgive at finde et hold op til denne sæson og den tidligere vinder af Flandern Rundt, har nu annonceret sit karrierestop. Fold sammen
Læs mere

Belgieren Nick Nuyens har set sig tvunget til at stoppe karrieren, da han ikke kunne finde et hold til denne sæson.

Bjarne Riis har gennem årene fået ry for at »genopfinde« ryttere, hvis karriere måske lige trængte til et skub i den rigtige retning.

Laurent Jalabert, Jens Voigt og Bobby Julich er nogle af de mest fremtrædende navne. Men på samme liste finder man også Nick Nuyens, som blev hentet til det dengang danskejede hold på et tidspunkt, hvor faneflugten havde været nærmest destruktiv.

Nick Nuyens skulle således fylde skoene ud efter Fabian Cancellara i de store endagesklassikere, men belgieren kom fra Rabobank efter to år nærmest hermetisk renset for succes.

Skiftet til Team Saxo Bank skulle dog vise sig at være lykkeligt for begge parter. Nuyens vandt løbsmonumentet Flandern Rundt i 2011 og slog Cancellara i spurten, mens Bjarne Riis i følgebilen jubelbrølede som en tyr i himlen.

Forud for sæsonen 2013 valgte Nick Nuyens dog at skifte til Garmin, hvor han måtte trækkes med skader og efterfølgerne af flere voldsomme styrt. Da det amerikansk baserede hold sidste efterår indgik en fusion med Cannondale, skulle der luges ud i ryttertruppen, og Nick Nuyens stod uden kontrakt.

Til trods for et cv, der altså tæller adskillige topplaceringer i prestigefulde endagesløb, er det dog ikke lykkedes den nu 34-årige belgier at finde en arbejdsgiver for 2015.

På rygtebasis blev Nuyens ganske vist sat i forbindelse med danske Team Cult og et par andre Benelux-mandskaber fra den internationale anden division, men det er altså ikke blevet til nogen aftale.

Nick Nuyens kommer dog næppe til at være arbejdsløs, da han har funklet i en rolle som ekspertkommentator på belgisk tv og i øvrigt ejer et supermarked i den flamske by Tesfelt.