Tidligere olympisk stjerne: 'Nu er jeg en kvinde'

For 20 år siden deltog svenske Martin Eriksson i De Olympiske Lege, hvor han satte svensk rekord i stangspring.

I dag er navnet Veronica Eriksson og den tidligere atlet lever som kvinde.

Det afslører hun nu i podcasten 'Kommentatorerna'.

»Jeg har altid været en pige, der lod, som om at jeg var dreng. For fem år siden besluttede jeg mig for, at det skulle stoppe. Det kom for langt ud, og jeg var nødt til at gøre noget ved det,« siger den i dag 48-årige tidligere stangspringer.

Det var tilbage i marts 2000, at svenskeren slog den nationale rekord med et spring på 5 meter og 80 centimeter.

I selvsamme år fik han EM-sølv og var med til de Olympiske Lege i Sydney.

Men der var ingen, der vidste, at det var Veronica og ikke Martin, der var den dygtige stangspringer.

»Jeg har meget tidlige minder fra det, men jeg har dyrket sport det meste af mit liv, og så bliver du macho på en anden måde,« siger hun og fortsætter:

»Jeg prøvede at kompensere og erstatte det ved at være ekstra mandig i stedet for. Jeg holdt fast i det og troede, at det aldrig ville komme ud. Og det var først, da jeg havde stoppet min karriere, at jeg begyndte at kigge på det og tænke over det.«

Hun valgte dog i første omgang at fortsætte med at undertrykke det, men en dag blev det hele for meget.

Derfor troppede hun på sit mandsdominerede arbejde fyldt med ingeniører iført en kjole.

I dag har Veronica Eriksson fået foretaget hormonbehandling, ansigtskirurgi og har også ændret sit juridiske køn.

Hun står samtidig på venteliste for at få foretaget en kønsskifteoperation.