Tidligere NFL-stjerner starter ny amerikansk liga

Eks-spillere opretter ny liga, da de er trætte af, at NFL forsøger at styre spillerne i den offentlige debat.

Den tidligere NFL-spiller Terrell Owens er blandt de 50 tidligere NFL-spillere, der har taget initiativ til en ny liga for amerikansk fodbold i USA. Thearon W. Henderson/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En række tidligere NFL-stjerner vil starte en ny liga for amerikansk fodbold under navnet Freedom football League.

Bag den nye liga står 50 tidligere NFL-spillere, blandt andre Ricky Williams og Terrell Owens.

De oplever, at NFL og dens klubber hindrer ligaens spillere i at sætte fokus på problemer og udfordringer i det amerikanske samfund. I den nye liga opfordres spillerne til at blande sig i den offentlige debat.

»Da jeg selv kom til NFL, så blev jeg fortalt, at jeg skulle holde min mund, når der blev talt om sociale udfordringer. Nu ændrer vi på det,« siger Ricky Williams til ESPN.

Flere NFL-spillere har de senere år knælet, når den amerikanske nationalsang er blevet afspillet før kampe i NFL. Det er sket for at protestere mod social uretfærdighed.

For at få spillerne til at stoppe, indførte NFL tidligere på året bøder til spillere, der knæler under nationalhymnen.

San Francisco 49ers tidligere quarterback, den i dag arbejdsløse Colin Kaepernick, var blandt de første til at knæle. Han har sagsøgt ligaen for at konspirere mod ham og sørge for, at ingen klubber vil ansætte ham.

Freedom football League vil få deltagelse af ti hold og blive spillet i foråret og sommeren, så den ikke kolliderer med NFL-sæsonen.

/ritzau/AFP