Tidligere NBA-kommissær David Stern er død

David Stern, der i 22 år besad posten som NBA-kommissær, er død efter kort tids sygdom.

Det meddeler NBA onsdag på deres officielle hjemmeside.

Stern døde som følge af en hjerneblødning, som han pådrog sig den 12. december. Hans kone, Dianne, og deres familie var ved hans side, da han sov ind, skriver ESPN.

»I 22 år kunne jeg se David i aktion fra forreste række. Han var en mentor og en af mine kæreste venner. Vi brugte utallige timer sammen på kontoret, i arenaer og i fly, hvor end spillet tog os hen. Som enhver NBA-legende havde David ekstraordinære talenter, men for ham handlede det altid om det grundlæggende - forberedelse, fokus på detaljen og hårdt arbejde,« siger den nuværende NBA-kommissær Adam Silver.

David Stern blev kommissær i februar 1984 - det samme år som Michael Jordan indtog ligaen. Han trak sig i 2014. Året efter at en anden af historiens største, LeBron James, havde fundet sit andet NBA-mesterskab.

Amerikaneren var kommissær i den mest succesrige periode i NBA-historien og var manden, der i sin tid fik ligaen ind på det globale marked.

Den nuværende kommissær, Adam Silver, kalder i sin udtalelse David Stern for en af de største sportskommissærer nogensinde, ligesom han ifølge Adam Silver også vil stå tilbage som en af de mest indflydelsesrige forretningsledere i hans generation.

»Ethvert medlem af NBA-familien er et produkt af Davids vision, generøsitet og inspiration. Vores dybeste medfølelse går ud til Davids kone, Dianne, deres sønner, Andrew og Erik og resten af familien,« siger Adam Silver. 

David Stern blev 77 år gammel.