Thygesen melder fra til ligalandsholdet

Mikkel Thygesen måtte midt i jublen over skiftet til Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen sande, at det kan medføre et afbud til ligalandsholdets januartur.

22-årige Mikkel Thygesen var helt naturlig en meget glad fodboldspiller, da han tirsdag blev kontraktspiller med Borussia Mönchengladbach til sommeren 2010. Men samtidig måtte han også sige farvel til en chance for at vise landstræner Morten Olsen sit værd, når ligalandsholdet den 15. januar tager på Amerikaturné i 15 dage.

- Jeg tror desværre, jeg bliver nødt til at melde afbud til ligalandsholdet. Jeg har ikke talt med Morten Olsen om det, men jeg ringer selvfølgelig til ham og forklarer situationen, siger Mikkel Thygesen til Ritzau.

Det afbud kan dog ikke sætte en dæmper på den offensive midtbanespillers glæde over skiftet fra FC Midtjylland til Gladbach, hvor der satses på at udvikle ham som netop offensiv midtbanespiller.

- Jeg har haft et møde med træneren og sportschefen, og de vil gerne satse på mig i den position, hvor jeg selv føler, jeg har bedst udviklingsmuligheder. Det er selvfølgelig noget, jeg vægter højt. Og så er det da dejligt, at der er nogle danskere i forvejen, siger han.

/ritzau/