Thorslund nedlægger australier i duel om fire VM-bælter
Den danske bokser Dina Thorslund vandt karrierens hidtil største kamp, da hun i USA tog fire VM-bælter.

Den danske bokser Dina Thorslund vandt karrierens hidtil største kamp, da hun i USA tog fire VM-bælter.

Det er de færreste danske boksere, som når at kunne kalde sig verdensmester. 32-årige Dina Thorslund kan nu kalde sig verdensmester hos fire bokseforbund.
I sin største kamp i karrieren leverede Thorslund en fremragende præstation i USA, hvor hun var bedst i næsten alle omgange mod den regerende verdensmester Cherneka Johnson fra Australien.
Dermed overtager den fortsat ubesejrede dansker alle de fire VM-bælter, som var på højkant i kampen.
Thorslund var tidligere indehaver af to af bælterne, men måtte opgive dem, da hun blev gravid.
Hendes rekordliste lyder nu på 25 sejre ud af 25 mulige som professionel.
Thorslund kom godt ud til kampen og dominerede første omgang. Cherneka Johnson var på hælene og havde svært ved at tæmme den offensive dansker.
Australieren kom stille og roligt med omgang for omgang, og det blev en mere lige kamp. Dog lignede det, at Thorslund havde et forspring på point fra de første omgange.
Selv om Johnson forsøgte at kæmpe sig tilbage i kampen, havde danskeren kampen under kontrol. På intet tidspunkt kom hun i problemer, og det honorerede dommerne, da gonggongen lød for sidste gang.
Samtlige dommere havde Dina Thorslund som vinder på point.
Danskeren, der tilbage i februar boksede sin første kamp i 15 måneder, fik en dramatisk optakt til VM-kampen mod Cherneka Johnson.
24. juli kollapsede danskerens sparringspartner, briten Raven Chapman, efter en sparring i Danmark og blev med det samme fløjet til hospitalet.
Her blev briten akut opereret for en hjerneblødning og hjerneødem. Chapman blev efterfølgende lagt i medicinsk koma.
Sidenhen er hun trappet ud af beroligende midler og modtager fortsat behandling, mens hun afventer at blive transporteret hjem til et hospital i Storbritannien.
RITZAU