Thomas Poulsen stopper, men OL-drøm består

Guldfirer: Stærke, men uerfarne Søren Madsen skal erstatte teknikeren Thomas Poulsen på verdens bedste ro-hold, der vil tro på OL-guld igen.

Et af de to bedste bud på en dansk guldmedalje ved de Olympiske Lege til september i Sydney, guldfireren, har truffet sin sværeste beslutning: Thomas Poulsen, bådens bedste tekniker og mandskabets humørspreder, er skiftet ud.

Efter halvanden måneds utallige og forgæves forsøg på at få kureret en knæskade sagde den 30-årige sølvsmed i går fra på et pressemøde i rocentret ved Bagsværd sø.

Blandt andet konstaterer træner Bent Jensen og staben bag holdet, at det fiskeolie-baserede "vidundermiddel" TRIOMEGA, "overhovedet ikke har virket på Thomas Poulsen. Eller for den sags skyld nogen anden roer, der har brugt naturproduktet," som markedsførte sig som programsponsor TV2s EM-fodboldtransmissioner.

Håbet om at blive klar til at forsvare guldet fra OL 1996 er definitivt opgivet.

"Jeg stopper for i år og tager ikke med til Sydney. Om det for altid er slut med roning på topplan, tænker jeg ikke på. Lige nu handler det om at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mit liv, for det har jo været koncentreret om at vinde OL-guld igen - i Sydney," sagde Thomas Poulsen kontrolleret og afklaret i går ved Bagsværd sø.

Irritation under knæskalden og i ledkapslen har givet smerter, så Poulsen ikke har kunnet træne rigtigt de sidste seks uger. Pause og genoptræning er gået til en vis grænse, men aldrig i nærheden af det niveau, som den olympiske guldvinder og flerfoldige verdensmester selv ved, at der er guldmedaljer i.

"Selvom skaden skulle blive kureret, ville jeg ikke kunne nå at blive god nok til OL. Derfor valgte jeg at stå af," sagde Poulsen på pressemødet. Forinden havde de tre øvrige Thomas Ebert, Eskild Ebbesen og Victor Feddersen roet en tur på 19 kilometer med den nye fjerdemand Søren Madsen.

I forgårs forlød det ellers, at Poulsen ville få frist til OL-afrejsen midt i august til at blive klar, fordi han i reduceret form stadig ville være bedre end de fem mulige reserver. Men i går blev ingeniørstuderende Madsen fra Middelfart - i fjor nr. 19 til VM i letvægtsdobbeltsculler - en del af den guld-ambition, der fastholdes, men udefra set ligner en umulig drøm.

Umuligheden blev mejslet i granit, da Thomas Ebert fortalte, at fireren med Thomas Poulsen havde roet 15.434 km efter OL i 1996. Med Søren Madsen har man roet 32 km! på dén dag, han hver af de fire andre emner, fik til at vise sit værd. Plus altså 19 km i går formiddags.

"Så vi mangler da lidt i samroning," sagde Ebert selvironisk, "men Søren har altså andre kvaliteter, han er fysisk stærkere end Poulsen - og det er med ham, at båden rigtig er gået hurtigt, når vi gik ud og bankede til den," som roerne og træner Bent Jensen forklarer.

"Han er en anden end Thomas, og vi skal ændre på opgavefordelingen, men han ligner den rigtige mand, for han rammer stilen og han har i et år trænet ligeså hårdt som de fire her, så han kan kapere træningsmængden," siger den erfarne træner fra Køge.

Den nye kvartet debuterer ved den store Luzern-regatta i Schweiz 13.-16. juli. Men den er ikke lakmusprøven for Søren Madsen.

"Vi skal selvfølgelig ikke roes ti længder bagud i Luzern, men det bliver vi heller ikke," siger guldtræner Bent Jensen.

På spørgsmålet om, hvad der skal ske, hvis det ikke fungerer med Søren Madsen på verdens bedst samroede hold, svarer Victor Feddersen: "Jamen det fungerer. Det gør det. Det tror vi på."

Søren Madsen sagde ikke andet, end at han stod på, da han fik budet. Og hvad skulle han sige. Ved årerne, på søen, findes svaret på det eneste afgørende spørgsmål: Holder du, er du god nok, når det gælder guld?