Tottenham fortsatte lørdag sin fine sæsonstart med tre point i en svær udekamp mod den hjemmestærke oprykker Leeds.

Det var syvende kamp i træk uden nederlag for Thomas Franks udvalgte.

2-1 vandt Tottenham i en kamp, der gav minder om en tid uden gigantiske tv-aftaler, monsterlønninger og tiki-taka.

Regnen silede ned på Elland Road, hvor begge hold spillede fremad og gik til vaflerne, og det gav en både afvekslende og tempofyldt affære med svingende teknisk kvalitet.

Den tidligere FC Nordsjælland-profil Mohammed Kudus blev med en assist og det afgørende mål kampens profil. Det var ghaneserens første træffer siden sommerskiftet fra West Ham.

Sejren sender Tottenham op på en foreløbig andenplads i Premier League, inden størstedelen af konkurrenterne har været i aktion i runden.

14 point for syv kampe har Tottenham, og efter syv runder er det allerede mere end en tredjedel af hele sidste sæsons pointtotal under Ange Postecoglous ledelse.

Gæsternes bevægelige offensiv startede lørdag fint, men hjemmeholdet kom først tæt på med et forsøg på stolpen efter et frispark, inden det første mål mod Leeds på Elland Road i den nye sæson faldt midtvejs til pausen.

Kudus spillede bolden dybt til Franks udvalgte frontløber til opgøret, Mathys Tel, der med hjælp fra en let afretning hamrede bolden op i hjørnet.

Det holdt godt ti minutter, inden Leeds efter en mønsterangreb udlignede til 1-1, da Spurs-keeper Guglielmo Vicario gav en ripost, som schweizeren Noah Okafor fra kort afstand omsatte til sin anden sæsontræffer.

Tel headede på overliggeren lige inden pausefløjtet, og Leeds var i et par omgange tæt på igen lige efter genstarten, men det blev Kudus, der bød ind med næste og sidste målgivende indslag.

Højreback Pedro Porro smed bolden frem til ghaneseren, og efter et tvivlsomt defensivt indslag drev Kudus ind fra sin højrekant og sparkede fladt Tottenham på 2-1 i det korte hjørne - igen takket været en afretning.

Niveauet faldt i den sidste halve stime, men især hjemmeholdet havde stadig store ambitioner frem ad banen, og i overtiden var værterne kun en stor Vicario-parade for at få et point i hus.

/ritzau/