Igor Tudor er færdig som cheftræner i Tottenham med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser fodboldklubben søndag på det sociale medie X.
- Vi kan bekræfte, at det er blevet gensidigt aftalt, at cheftræner Igor Tudor forlader klubben med øjeblikkelig virkning, lyder det i opslaget.
Den 47-årige kroatiske træner overtog jobbet i London-klubben fra danske Thomas Frank i midten af februar. Efter halvanden måned i jobbet, hvor han nåede at stå i spidsen i syv kampe, er han færdig.
Tottenham laver en større udskiftning i trænerstaben og siger også farvel til målmandstræner Tomislav Rogić og fysisk træner Riccardo Ragnacci.
- Vi takker Igor, Tomislav og Riccardo for deres indsats i de seneste seks uger, hvor de har arbejdet utrætteligt. Vi anerkender også det tab, som Igor for nylig har lidt, og sender vores støtte til ham og hans familie i denne svære tid.
Igor Tudors far, Mario, døde for nylig, og Tudor udeblev fra pressemødet efter sin sidste kamp som Tottenham-træner - et 0-3-nederlag til Nottingham Forest.
- En opdatering om en ny cheftræner vil blive givet på et senere tidspunkt, afslutter klubben sin meddelelse.
Tottenham startede sæsonen med Thomas Frank som cheftræner, men efter en række skuffende resultater blev danskeren erstattet af Tudor som en midlertidig løsning frem til sommer.
Resultaterne fortsatte dog med at være skuffende, og under den kroatiske træner blev det til fire nederlag og et uafgjort resultat i fem Premier League-kampe.
Tottenham ligger efter 31 kampe på 17.-pladsen i Premier League og er blot ét point over nedrykningsstregen.
I Champions League stod Tudor i spidsen i ottendedelsfinalerne mod Atlético Madrid. Her tabte Tottenham 2-5 i det første opgør, og selv om holdet vandt returkampen 3-2, var det ikke nok til avancement.
/ritzau/
