Opdateret

Thomas Frank klarmelder fransk es til CL-premiere

Randal Kolo Muani er klar til at debutere for Tottenham i tirsdagens Champions League-åbner mod Villarreal.

Thomas Frank deltog mandag eftermiddag i et pressemøde forud for tirsdagens Champions League-kamp mod Villarreal. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix

Når Tottenham og Thomas Frank tirsdag tager hul på Champions Leagues ligafase med en hjemmekamp mod spanske Villarreal, råder Frank over tiltrængt nyt blod i angrebet.

Mandag fortæller danskeren på et pressemøde, at angriberen Randal Kolo Muani forventes at få en rolle mod Villarreal. Det bliver i så fald franskmandens første minutter for Tottenham, efter at han nær transfervinduets lukning blev lejet i Paris Saint-Germain.

- Randal er klar. Hvor mange minutter skal han have? Det ved vi ikke, men han er nok klar til flere, end vi tror. Hvis det var nødvendigt, kunne han spille alle 90 minutter, men vi har brug for, at han spiller med den intensitet og på det niveau, som vi ønsker.

- Det vigtigste er, at han er klar til kampen, siger Thomas Frank ifølge Tottenhams hjemmeside.

Han har brug, at den 26-årige franske skarpretter hurtigt finder sig til rette. I offensiven må Frank fortsat se bort fra en småskadet Dominic Solanke, mens James Maddison og Dejan Kulusevski døjer med langtidsskader. Desuden har Frank selv fravalgt Mathys Tel til sin europæiske trup.

Randal Kolo Muani viste i foråret på udleje i Juventus, at han fortsat ved, hvor målet står, selv om succesen har været begrænset i Paris Saint-Germain, som fortsat ejer ham.

Tidligere i karrieren har Kolo Muani blandt andet også repræsenteret Nantes og Eintracht Frankfurt samt det franske landshold. I 2022 blev han skurk i hjemlandet, da han brændte en friløber i sidste sekund af den forlængede spilletid af VM-finalen mod Argentina.

Mens Muani tidligere har spillet kampe i Champions League, bliver det en førstegangsoplevelse for hans danske cheftræner.

Thomas Franks eneste europæiske erfaring på klubniveau er Europa League-kvalifikationskampe med Brøndby og en Super Cup-kamp mod Paris Saint-Germain i sin Tottenham-debut. Han glæder sig over nu at træde ind på klubfodboldens største scene.

- Det bliver en fantastisk oplevelse at spille på et af de bedste stadioner i verden foran vores fantastiske fans. Det er en europæisk kamp, og jeg er sikker på, at alle kommer til at give alt.

- Det bliver meget specielt, og jeg ser virkelig frem til at høre Champions League-hymnen og opleve de første par minutter af kampen. Derefter har jeg fuld fokus på at vinde, siger Frank ifølge AFP.

Danskeren har vundet tre ud af fire kampe i Premier League, siden han i sommer byttede Brentford ud med Tottenham.

/ritzau/