Thomas Frank bliver ambassadør for DBU-millionsatsning i børnefodbold
250 millioner kroner er afsat til at styrke udviklingen inden for børne- og ungdomsfodbold i Danmark.

250 millioner kroner er afsat til at styrke udviklingen inden for børne- og ungdomsfodbold i Danmark.

Den tidligere Brentford- og Tottenham-træner Thomas Frank er blevet udpeget som ambassadør for udviklingsprogrammet Hele Danmarks Klubhus.
Her skal han være med til at promovere tiltaget Fremtidens Fodboldklubber, hvor fodbolden som fællesskab er omdrejningspunktet omkring børn og unge.
Det har Dansk Boldspil-Union (DBU), flankeret af Thomas Frank, præsenteret torsdag eftermiddag ved fodboldklubben VSK Aarhus.
På en solbeskinnet kunstgræsbane i det nordlige Aarhus kaldte den danske toptræner det "helt naturligt", at han bidrager til projektet med ønsket om at skabe bedre miljøer for børn i breddefodbolden.
- Jeg er selv et barn af fodbolden. Jeg elskede at spille fodbold som knægt, og jeg nød fællesskabet og fik venner for livet, siger han.
Netop de værdier og kompetencer har Frank både bevidst og ubevidst brugt, da han senere i første omgang blev børnetræner.
- Og siden har jeg finpudset de kompetencer og taget dem med op som træner på topniveau. Men der, hvor det hele starter, er breddefodbolden og foreningslivet, siger Thomas Frank.
Frank bliver frontfigur for initiativet, som de næste fem år afsætter 250 millioner kroner til at styrke børne- og ungdomsfodbolden i Danmark.
Af de 250 millioner kommer 150 fra Lego Fonden, mens 100 millioner er givet af Lars Larsen Group.
Ifølge DBU er der tale om den største investering nogensinde i børne- og ungdomsfodbolden.
Frank stod senest i spidsen for Tottenham, men blev fyret i februar efter mindre end en sæson. Siden har han blandt andet optrådt som ekspert på tv.
RITZAU