Thomas Frank har ikke mange brikker at rykke rundt med på taktiktavlen i tirsdagens Champions League-kamp mod Borussia Dortmund.
Tottenham skal klare sig uden mindst 12 spillere, der enten er skadede, karantæneramte eller ikke registreret til at spille Champions League.
Det oplyser den danske cheftræner forud for kampen, og han opfordrer fansene til at støtte holdet på hjemmebane.
- Vi har kun 11 markspillere til rådighed til kampen, hvis man kigger på spillere fra vores førstehold.
- Tre af de spillere skal kæmpe hårdt fysisk for at komme gennem 90 minutter. Derfor har vi brug for, at alle støtter os, og vi har brug for, at alle støtter os fra første minut, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.
Efter weekendens skuffende Premier League-nederlag hjemme til bundholdet West Ham, sang Tottenham-fans "sacked in the morning" (du bliver fyret i morgen tidlig, red.). Det er Frank dog ikke blevet endnu.
- Hvis vi får støtte, så kan alt ske. Magi kan ske. Vi har en god chance mod Dortmund, og den går vi efter, lyder det fra Frank.
Listen er lang, når man ser på de spillere, Tottenham mangler.
Ude med skader er Ben Davies, João Palhinha, Richarlison, James Maddison, Mohammed Kudus, Dejan Kulusevski og Rodrigo Bentancur.
Den hollandske forsvarsstyrmand Micky van der Ven er ude med karantæne.
Tottenham skal også klare sig uden Yves Bissouma, Radu Dragusin, Conor Gallagher og Mathys Tel, der ikke er registreret til at spille i Champions League.
Frank valgte op til kampen mod Dortmund at give Mathys Tel en hård besked ved at skrive ham ud af truppen til de europæiske kampe.
Frank ville hellere have plads til angriberen Dominic Solanke, og reglerne betød, at kun Mathys Tel kunne bane vejen for den engelske målræv.
- Jeg håber, at folk forstår, at det ikke var en nem beslutning, lyder det fra Frank.
Den pressede danske træner oplyser, at han var til møde med Tottenhams ledelse mandag. Her var direktør Vinai Venkatesham, sportsdirektør Johan Lange og Nick Beucher, der er svigersøn til en af medejerne, til stede.
- Vi havde en god samtale om livet, fodbold og klubbens fremtid. Jeg synes bare, at det var et ekstremt godt tegn.
- Normalt løber folk væk, når der er dårligt nyt eller uvejr på vej. Så kommer de normalt ikke ind og er venlige og spiser frokost med dig, påpeger Frank.
/ritzau/
