Thomas Delaney om kampråb: Folk skal slappe lidt af

Fodboldlandsholdet vil fortsætte med at råbe "store patter" efter sejre, siger Thomas Delaney.

Danmarks Simon Kjær, Thomas Delaney og Jens Stryger Larsen under venskabskampen mellem Danmark-Panama på Brøndby Stadion torsdag den 22 marts 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Det danske fodboldlandshold har atter skreget "store patter" ud til offentligheden.

Det skete i forbindelse med landsholdets kampråb efter 1-0-sejren over Panama torsdag, og råbet blev efterfølgende lagt på holdets Facebook-profil.

Det affødte undren fra Per Larsen, der er formand for Fodboldens Etiske Råd i Dansk Boldspil-Union (DBU), men ifølge landsholdsspilleren Thomas Delaney vil landsholdsspillerne fortsætte med råbet.

»Folk skal slappe lidt af.«

»Jeg har gjort det, siden jeg var en skid høj. Jeg kan ikke se problemet i det, og vi kommer til at fortsætte med at gøre det. Det er ikke nogen reaktion på noget, for vi har altid gjort det.«

»Det kan godt være, det bliver blæst op, men der er ikke så meget at sige om det. Vi har gjort det altid, og nu er der nogen, der aldrig har set en fodboldkamp, som har fundet ud af det.«

»Så bliver der snakket lidt om det,« siger Thomas Delaney til BT.

Per Larsen kalder det et "koks", at landsholdet endnu engang skriger om "store patter" i et kampråb.

»Vores anbefaling fra december vil jeg jo betragte som en løftet pegefinger af en art. At DBU selv lægger klippet ud, synes jeg, virker som et koks.«

»Yderligere vil jeg ikke konkludere. Jeg vil dog sige, at det undrer mig,« siger Per Larsen til BT.

I december var emnet fremme, efter at landsholdet kvalificerede sig til VM.

Herefter blev en video publiceret på de sociale medier, hvor spillerne afsluttede en sejrssang med at råbe "store patter".

Efterfølgende blev det kritiseret fra flere sider, og blandt andre fremsatte foreningen Everyday Sexism Project Danmark kritik.

Per Larsen henstillede dengang til, at spillerne var opmærksomme på deres egne, etiske spilleregler for optræden på landsholdet og nævnte, at spillerne har en rolle som forbillede for især børn og unge.

DBU bakkede fredag op om spillernes kampråb via kommunikationschef Jakob Høyer.

»Det er op til landsholdet, hvad de vil synge efter sejren, og det har hele tiden været vores holdning.«

»Jeg er med på, at det for nogle kan virke mærkeligt. Jeg lægger også mærke til, at der er mange, der synes, det er fint, og at vi ikke skal gøre en større sag ud af det«, siger Jakob Høyer.