Thomas Delaney afventer scanning efter VM-skade

Thomas Delaney skannes onsdag eftermiddag efter skade mod Tunesien. Landstræneren er optimistisk.

Thomas Delaney var ked af det, da han tirsdag måtte lade sig udskifte lige før pausen i VM-premieren mod Tunesien. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er fortsat uafklaret, om Thomas Delaney bliver klar til lørdagens VM-gruppekamp mod Frankrig. Det skal en scanning fastslå.

Den allestedsnærværende midtbanespiller måtte lade sig udskifte lige før pausen i tirsdagens målløse VM-premiere mod Tunesien, og onsdag eftermiddag ved Kasper Hjulmand fortsat ikke, om han råder over Delaney på lørdag.

»Delaney er til scanning her til eftermiddag, så vi kender ikke diagnosen endnu,« siger landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde.

Han er umiddelbart optimistisk på sin nøglespillers vegne.

»Vi føler, at der er håb, men vi har ikke noget konkret nyt endnu, så vi må vente med at give en afklaring,« siger Hjulmand.

Fire dage efter kampen mod Frankrig venter den sidste gruppekamp mod Australien.

31-årige Delaney har været fast mand på landsholdet siden 2016. Han har spillet 72 landskampe og lavet 7 mål.

I tirsdagens VM-premiere blev Delaney afløst af Mikkel Damsgaard, hvilket skubbede Christian Eriksen ind i en mere central rolle på Danmarks midtbane.

/ritzau/