Tennislegendes søn tager første sejr på ATP Tour
17-årige Cruz Hewitt debuterede tirsdag på ATP Touren med en sejr i Washington.

17-årige Cruz Hewitt debuterede tirsdag på ATP Touren med en sejr i Washington.

Den næste tennisstjerne i Hewitt-familien er på vej frem.
17-årige Cruz Hewitt, der er søn af den tidligere grand slam-vinder og verdensetter Lleyton Hewitt, snuppede tirsdag karrierens første sejr på ATP Touren.
Efter at have klaret sig igennem kvalifikationen til Washington Open vandt den unge australier i to sæt over amerikaneren Marcos Giron i første runde af turneringen.
6-3, 6-4 endte sejrscifrene i Cruz Hewitts debut på touren.
I 2004, fire år før Cruz Hewitt blev født, vandt Lleyton Hewitt netop Washington Open.
- Det er et meget specielt øjeblik for mig. Jeg ved, at min far har vundet den her turnering, og det er særligt for mig, at det så er her, jeg vinder min første kamp, siger Cruz Hewitt i sit sejrsinterview.
- Min far har været en stor faktor for, at jeg nu er nået hertil i min karriere.
Teenageren ligger nummer 612 på verdensranglisten, men kan se frem til et markant spring frem, når den opdateres på mandag.
Han får dog svært ved at vinde yderligere en kamp i Washington. I anden runde skal han enten møde den græske wildcardspiller Stefanos Tsitsipas eller sin topseedede landsmand, Alex de Minaur, der er turneringens forsvarende mester og nummer seks på verdensranglisten.
Lleyton Hewitts professionelle karriere foregik i perioden 1998-2016, og undervejs vandt han 30 titler på ATP Touren. Blandt sejrene finder man en triumf i Wimbledon og US Open.
RITZAU/AFP