Danmarks kvindelige tennislandshold tabte til både Mexico og Canada i weekenden og rykker dermed et niveau ned i Billie Jean King Cup.

Sportschef i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Andersen, der er kaptajn for holdet, ser dog positive aspekter i den samlede præstation efter de to nederlag på 1-2.

- Præstationerne fra spillerne er i den grad godkendt. Vi var kompetitive i begge opgør. Holdet kæmpede med alt, hvad de havde, og vi var kun få marginaler fra at få flere sejre med hjem.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi trods indsatsen rykker ned, men niveauet vi viste her, bekræfter mig i, at vi hører til på et højere trin, og vi vil arbejde hårdt på at komme tilbage, siger Jens Anker Andersen til forbundets hjemmeside.

Særligt opløftende var indsatsen fra Rebecca Munk Mortensen, der rangerer som nummer 650 på verdensranglisten.

Mod Mexico slog hun verdens nummer 370, Victoria Rodriguez, og mod Canada snuppede hun en endnu større skalp ved at besejre Cadence Brace, der rangerer som nummer 188.

20-årige Mortensen overlevede endda ni matchbolde, før hun kunne juble over sejren med cifrene 3-6, 7-6, 7-6.

Mortensen glæder sig over de to sejre:

- Det var slutningen på en 'losing streak' på 11 kampe for Danmark for mig, så det var rigtig fedt at få vendt den om og vise, at jeg også kan vinde landskampe og spille med Danmark på ryggen mod gode spillere, der er rangeret højere end mig.

Johanne Svendsen, der er nummer 552 i verden, tabte sine to kampe mod Mexico og Canada, men også hun viste lovende takter mod endnu bedre spillere.

Den 21-årige dansker vandt første sæt mod Renata Zarazua, der er nummer 70, og mod Canada førte hun med 4-1 i første sæt mod Victoria Mboko, før verdens nummer 18 vandt med cifrene 7-5, 6-3.

Derudover tabte Danmark de to afgørende doubler.

Med de to samlede nederlag rykker Danmark ned i Europe/Africa Group 1.

Forventninger til det danske hold var på forhånd skruet ned efter afbuddet fra topspilleren Clara Tauson.

/ritzau/