Ten Cate til Chelsea

Dennis Rommedahls manager i Ajax Amsterdam, Henk Ten Cate, har en aftale med Chelsea, siger hans agent.

Ajax Amsterdams træner Henk Ten Cate forlader ifølge sin agent den hollandske klub for at blive assisterende træner for Avram Grant i engelske Chelsea, der for nylig mistede manager José Mourinho.

- Vi har en aftale med Chelsea. Klubben ønsker at overtage træneren med det samme, så hvis de to klubber kan blive enige, så er sagen klar, siger agenten Sigi Lens til den engelske avis The Sun.

Henk Ten Cate kom til Ajax i 2006 efter at have været assisterende træner for Frank Rijkaard i FC Barcelona.

Hvis skiftet går på plads har den danske landsholdsspiller Dennis Rommedahl dermed udsigt til at skulle have ny træner i Ajax Amsterdam.

Den hollandske klub blev torsdag aften skuffende slået ud af UEFA Cuppen af Dinamo Zagreb.

/ritzau/